FN’s Havretskonvention fra 1982 er en slags grundlov for havet. Ifølge den tilhører havområdet ud til 200 sømil fra kysten den kyststat, som den ligger ud for. De steder, hvor der er mindre end 400 sømil imellem kysterne, indgår de involverede kyststater aftaler om grænsedragning. Men nu åbner Havretskonventionen op for, at kyststater, hvis områder grænser op til åbent hav, kan gøre krav på retten til at udnytte yderligere et område af havbunden og undergrunden under den. Det kræver dog, at kyststaten kan dokumentere en såkaldt naturlig forlængelse af sin kontinentalsokkel ud over de 200 sømil.
Som det er i dag, opfattes disse ressourcer som menneskehedens fælles arv, men med de nye regler vil kystnationerne kunne tage ejerskab over store dele af disse områder, og dermed få retten til at udnytte de ressourcer, f.eks. olie eller mineraler, som områderne måske rummer.
Frist på ti år
I 2004 ratificerede Folketinget FN’s Havretskonvention, og dermed har Danmark fået frist indtil 16. december 2014 – præcis ti år fra ikrafttrædelsesdagen – til at fremsætte krav om en udvidelse af retten til havbunden ud over grænsen på 200 sømil. For selve Danmark er der ganske vist ikke nogen udvidelsesmuligheder, men ud for Færøernes og Grønlands kyster ligger store områder, som kan komme i spil.
Kyststaternes krav skal fremsættes på baggrund af en beregningsmetode, der er baseret på en lang række målinger og dataindsamlinger (se faktaboks nedenfor). Derfor er et omfattende forskningsprojekt, Kontinentalsokkelprojektet, nu i gang med at indsamle data fra fem områder, hvor Rigsfællesskabet forventer at kunne udvide retten til ressourcer på og under havbunden. De fem områder er et område nord for Færøerne, et område ved Kap Farvel sydvest for Grønland, et stort område syd for Færøerne, et område ud for Nordøstgrønlands kyst samt et område i Det Arktiske Ocean nord for Grønland. Det sidstnævnte område omfatter bl.a. Nordpolen.
1: 2.500 meter-dybdekurven
2: Kontinentalsoklens fod (foot of slope)
3: Første udvidelseslinje: Hedberglinjen (kontinentalsokkel-linjen + 60 sømil)
4: Første begrænsningslinje (350 sømil fra kysten)
5: Anden begrænsningslinje
6: Anden udvidelseslinje – Gardinerlinjen eller sedimentformlen
De røde søjler angiver den endelige placering af kontinentalsoklens nye ydre grænse.
(illustration: Thomas Hjort Jensen)
Havbunden scannes
For at et land kan fremsætte krav om havområderne, skal havdybden og de geologiske strukturer, herunder tykkelsen af sedimentlagene under havbunden, være kendt. Sammen med GEUS, Farvandsvæsenet, det færøske direktorat for jord og energi, Jarðfeingi, og ASIAQ – Grønlands Forundersøgelser, arbejder forskere fra DTU Space på at indsamle de data, der kan vise, at kongeriget Danmark efter de vedtagne regler er langt større, end det regnes for i dag.
Vicedirektør Niels Andersen, som leder DTU’s indsats i projektet, fortæller:
”For at man kan levere den nødvendige dokumentation, der skal til, for at Rigsfællesskabet kan gøre krav på områderne, indsamles store mængder bathymetriske data, dvs. data om havdybden. Disse målinger foretages fra skib med flerstråle-ekkolod, som dækker et bredt, vifteformet område af havbunden og giver et meget detaljeret tredimensionelt billede af den. På baggrund af disse data kan man både bestemme, hvor kontinentalskråningens fod (den såkaldte foot of slope) befinder sig, og man kan afgøre, hvor 2.500 m-dybdekurven løber.”
Seismiske undersøgelser
Målingerne med ekkolod giver dog ikke tilstrækkelige data i forhold til retningslinjerne. For at man kan tegne de resterende afgrænsningslinjer, er det også nødvendigt at vide noget om sammensætningen af havbunden:
”Foruden de bathymetriske data indsamles også refleksionsseismiske data fra skibe, hvor flydende trykluftkanoner sender lydbølger ned i undergrunden, så dens struktur kan afklares. Disse data benyttes til at afgøre, hvor tykt sedimentlaget under havbunden er. Dette skal kendes ret præcist for at kunne afgøre, hvor man møder en anden udvidelseslinje, Gardinerlinjen,” forklarer Niels Andersen.
Forarbejde fra luften
Da det både er meget omkostningstungt og tidskrævende med skib at foretage de præcise opmålinger af havbunden, er det ikke realistisk at indsamle detaljerede data fra hele det område, der er i spil. Et af kravene i Havretskonventionen består i, at der højst må være 60 sømil mellem de punkter, der afgrænser det udvidede område af havbunden. DTU Space har foretaget overflyvninger af områderne og leverer gravimetriske data, det vil sige tyngdekraftsmålinger, der kan fortælle om sammensætningen og især koncentrationen af sedimenter under havbunden. På baggrund heraf kan man give et mere kvalificeret bud på, hvor det er mest hensigtsmæssigt at lægge de mere detaljerede bathymetriske og seismiske målinger, således at det område, der kan gøres krav på, bliver så stort som muligt.
Ekspertberegninger på dobbeltkrumme flader
Et andet felt, hvor DTU Space leverer ekspertviden til Kontinentalsokkelprojektet, er på det geodætiske område:
”Når vi beregner de ydre afgrænsninger på baggrund af de indsamlede data, foregår det som beregninger på en dobbeltkrum flade, nemlig jordoverfladen. Og det kræver, at alle referencesystemer er helt nøjagtige, og at beregningssystemerne er konsistente. Som geodæter er det noget, vi kan,” fastslår Niels Andersen med et smil og uddyber:
”Vi er med andre ord rigtig gode til at beregne koordinater, og det er derfor vi er med som hovedrådgiver og eksperter på det område.”
Lomrog II-ekspeditionen nord for Grønland, 2009. Foto: Benjamin Hell
Et dyrt projekt
Danmark har sammen med Færøerne sat 350 mio. kr. af til projektet. Niels Andersen forklarer, hvorfor projektet er så omkostningstungt:
”Der er meget strenge krav i Havretskonventionen om, at det, man lægger frem til bedømmelse, skal være observerede data – der må ikke ligge nogen modeller til grund. Det betyder, at vi er nødt til at tage ud og foretage målinger præcis de steder, hvor vi mener, at den naturlige forlængelse af kontinentalsoklen strækker sig ud til, også selv om det er på meget ufremkommelige steder som f.eks. i Polarhavet nord for Grønland. Det er både udfordrende og dyrt at indsamle de data, der skal til. Kravene er i øvrigt også meget strenge mht., hvornår og med hvad disse data er optaget. Alt skal oplyses!”
Enorm datasamling
Noget af det specielle ved projektet er data-infrastrukturen. Helt fra projektets spæde start blev der designet en datamodel, som omfatter dataindsamling, kvalitetssikring, beregning og projektstyring bundet sammen i et sikret, web-baseret miljø, så alle data kan tilgås af alle projektdeltagerne, uanset hvor de befinder sig i verden. Al information fra projektet samles således i en og samme database, som dermed rummer alt fra de rå målingsdata til den endelige, færdigformulerede kravfremsættelse til FN.
Niels Andersen, der var ansvarlig for opbygning af data-infrastrukturen, fortæller:
”Det at have gennemtænkt og beskrevet processer og kvalitetssikring helt fra starten af har vist sig uhyre effektivt for projektet, ikke ulig de erfaringer, vi har i DTU Space med bygning af instrumenter til satellitter.”
En langvarig proces
29. april 2009 blev den første kravfremsættelse fra Rigsfællesskabet afleveret til Kommissionen for Kontinentalsoklens Grænser. Kravfremsættelsen fylder hele 15.000 sider og drejer sig om et område på ca. 88.000 kvadratkilometer nord for Færøerne. Der går dog en rum tid, før brugsretten til havbundens ressourcer for de konkrete områder bliver forankret internationalt:
Da der er mange kyststater, der er interesserede i at gøre deres krav gældende, er der i øjeblikket en ventetid på syv år på at få kravet behandlet hos Kommissionen. Kommissionen vurderer i øvrigt udelukkende, om en individuel kyststats krav overholder Havretskonventionens regler. Hvis flere nationer har veldokumenterede, overlappende krav til et havbundsområde, vil grænsedragningen alene være et forhandlingsanliggende mellem de givne nationer og kan til sidst ende ved Den Internationale Domstol i Haag.