Foto: Ditte Valente
Foto: Ditte Valente
Elisabeth Arnsdorf Haslund, UNHCR's danske talsperson. Foto: Ditte Valente
Foto: Ditte Valente
Foto: Ditte Valente

Roskilde Festival: Fortællinger skaber relationer

DTU-studerende afprøver prototype på et skyggefuldt rum til flygtningelejre. Et rum, som kan skabe grobund for mere samhørighed og nye relationer blandt lejrenes beboere.

Hvert minut bliver ca. 25 mennesker drevet på flugt – svarende til 37.000 om dagen. Der har aldrig været flere registrerede flygtninge i verden, end der er lige nu, hvor tallet i følge UNHCR, FN's flygtningeorganisation, ligger på omkring 70,8 millioner. Det er flere, end der bor i Thailand. Alene sidste år blev 13,8 millioner drevet på flugt, mens kun 2,9 millioner vendte hjem.

Omkring 30 procent af verdens flygtninge bor i flygtningelejre, og deres liv er omdrejningspunktet for et projekt, som en gruppe DTU-studerende fra uddannelserne Bygningsdesign og Design & Innovation har taget med på Roskilde Festival.

Festivalen sammenlignes ofte med en flygtningelejr på grund af de provisoriske forhold. Men der er i hvert fald én afgørende forskel: Festivalgæsterne tager hjem igen. I flygtningelejrene ender man ofte med at bo i årevis.

De studerende har skabt designkonceptet Stories In The Shade. Designet består i al sin enkelhed af en overdækning, som spændes ud mellem to telte. Derved skabes et rum, hvor beboere i flygtningelejre kan hvile i skyggen i de varme dagtimer, snakke og dele historier, kultur og sprog med naboen. Tanken er, at Stories In The Shade kan være en af de løsninger, som er med til at normalisere livet i lejrene, så beboerne kan bygge en dagligdag op.

Flygtningelejre er som udgangspunkt midlertidige, og det er ikke meningen, at de skal udvikle sig til byer. Men det er immervæk ofte tilfældet, idet lejrene kan ende med at bestå i op til 30 år. Kakuma-flygtningelejren i Kenya, som med 185.000 indbyggere er en af verdens største, har bestået siden 1991.

På trods af dette ligner lejren en midlertidig konstruktion med telte placeret i rækker for at spare plads. Samtidig er der ikke i planlægningen af lejren tænkt i en byplanlægning, som tager højde for beboernes sociale liv.

”Målet med Stories In The Shade er at skabe mere social interaktion i flygtningelejre ved at lave et soldække mellem to nabotelte. På den måde kan det måske være med til at give beboerne en fornemmelse af fællesskab i en ellers meget usikker hverdag, hvor man bor i lejren på ubestemt tid,” siger Lasse Bruun Korsholm, som er ved at færdiggøre sin bachelor i Bygningsdesign.

Han suppleres af Andreas Juul Pedersen, som netop er blevet færdig som diplomingeniør i Bygningsdesign:

”Usikkerheden og det, at man ikke ved, om man kommer hjem i morgen eller om ti år, er det, der kan føre til, at flygtningene mister identitet. Så vi vil skabe det sociale rum, hvor de kan knytte bånd til en kultur og et fællesskab. Man kan sige, at det er social bæredygtighed, der er i højsædet.”

På Roskilde Festival havde de studerende inviteret UNHCR’s danske talsperson Elisabeth Arnsdorf Haslund til at fortælle om den aktuelle flygtningesituation og UNHCR’s arbejde.
Hun fortalte blandt andet, at folk i flygtningelejrene i meget høj grad forstod at tilpasse sig de fysiske rammer. Nogle anlægger f.eks. haver for at supplere de rationer af majs, som udleveres i lejren. Det, flygtningene selv nævner som det værste, er usikkerheden og den manglende kontrol over deres fremtid.

”Der er meget stor forskel på, hvor velorganiserede flygtningelejrene er – og hvor mange sociale tiltag de har. Jeg har set eksempler på steder, hvor de prøver. Men problemet er jo ofte, hvis man f.eks. laver et socialt tiltag for børn, at der slet ikke er kapacitet, fordi der bor tusindvis af børn i lejren. Dertil kommer, at der altid vil være nogle helt basale behov som mad, vand og sundhed, som ledelserne i lejrene bliver nødt til at prioritere højt,” siger hun og fortsætter:

”Et projekt som Stories In The Shade er interessant på grund af deres blik for den store udfordring, det er, at det, der skulle have været midlertidigt, går hen og bliver permanent. Det er desværre et faktum rigtig mange steder, at vi ser folk være i lejrene i årevis; nogle gange i generationer. Og ethvert tiltag, der kan tale ind til de andre menneskelige behov, som ligger ud over de helt basale, er meget positivt.”

Fakta om samarbejdet mellem DTU og Roskilde Festival

  • Danmarks Tekniske Universitet og Roskilde Festival indgik i foråret 2010 et partnerskab.
  • Formålet med partnerskabet er, at studerende fra DTU udfører frivilligt og ulønnet projektarbejde omhandlende en teknisk problemstilling på Roskilde Festival.
  • De studerende laver i samarbejde med en vejleder på DTU et projekt, som vedrører en af de mange tekniske udfordringer, der findes på festivalen. De bruger festivalugen på både at udføre undersøgelserne og præsentere projektet for festivalgæsterne og andre interesserede.
  • De studerende opnår 5 ECTS-point for projektarbejdet ved efterfølgende at redegøre for projektet i en fyldestgørende, teknisk rapport, som vurderes af vejlederen.
  • Det betyder, at for omkring 100 DTU-studerende vil Roskilde Festival ikke kun byde på musik, fest og farver, men også handle om at udfordre deres faglighed, og afprøve nye idéer i praksis.
  • Samarbejdet har bl.a. medvirket til, at DTU-studerende, der står bag startup-virksomhederne Volt, DropBucket, Cutlab, PeeFence og Allumen har haft en platform til at afprøve deres teknologi, inden de startede virksomheden.