Millioner til cellefabrikker

Massiv kapitalindsprøjtning skal hjælpe bioteknologisk selskab ind i verdenseliten.

Franske og danske investeringsselskaber har skudt 45 millioner kroner i biotekselskabet Fluxome Science. Midlerne skal hjælpe selskabet ind i på verdensmarkedet for produktion af cellefabrikker. En cellefabrik er lille optimeret celle, som er designet til med stor effektivitet at producere et bestemt stof, ved at arvemasse fra én fremmed organisme flyttes over i cellefabrikken.

Selskabet har allerede nu udviklet en cellefabrik, der kan producere sprit meget effektivt. Projektet er nu så langt, at det er klart til at blive solgt.

Fluxome Science har flere projekter i gang, som er langt fremme i udviklingen. Ud over de spritproducerende cellefabrikker, arbejder de også med nutraceuticals, der er stoffer, som giver fødevarer sundhedsfremmende egenskaber. Fluxome Science har planer om at udvikle produkterne, og derefter sælge dem videre til firmaer, der producerer sprit til brændstofproduktion eller fødevareringredienser.

”Investeringerne gør os i stand til at tage en aktiv og central rolle i bioteknologien og styrker vores ambitioner om at blive verdensførende inden for vores speciale. Vi har nu fået penge til at udvikle vores produkter rimeligt langt frem mod anvendelse. Det nærliggende for os er at sælge produkterne videre. Men hvor vi ender, er for tidligt at sige noget om,” siger adm. Direktør Jacob Bro Eriksen.

Fluxome Science blev stiftet i 2002 af Jacob Bro Eriksen, Jochen Förster og professor Jens Nielsen som en spin-off virksomhed fra DTU.