Siemensfondens bestyrelse uddelte legater til seks DTU-studerende.
Det var under Siemensfondens bestyrelsesmøde på DTU i Lyngby tirsdag den 12. maj, at Morten Johansen fra DTU Elektro fik overrakt en check på 15.000 kroner og høstede klapsalver fra den samlede bestyrelse. Hans master-eksamensprojekt med titlen ’effektelektronik’ blev belønnet med et legat, som blev overrakt af fondens sekretær og kommunikationsdirektør i Siemens Danmark, John Finnich Pedersen.
”Jeg er meget glad, fordi mit projekt ikke ville være muligt at realisere uden de penge. Jeg skal arbejde med stærkstrøm og højeffekt-elektronik, og de nødvendige komponenter er meget dyre. Derfor er det en fantastisk mulighed, jeg har fået,” siger Morten Johansen, der glæder sig til at føre projektet ud i livet.
Foruden Morten Johansen har fem øvrige studerende fra DTU modtaget støtte fra Siemensfonden. I alt støtter Siemensfonden 39 eksamensprojekter i Danmark.
John Finnich Pedersen fortæller, at fonden har valgt netop de seks DTU-projekter, fordi det er projekter, der har et lovende kommercielt potentiale, og som vil kunne være til gavn for samfundet.
”Vi udvælger projekter, der skiller sig ud ved at være lovende, og vi mener helt klart, der er muligheder i de her DTU- projekter. Ved at uddele disse legater, kan vi hjælpe de studerende med at realisere deres projekter og hjælpe dem godt på vej,” siger John Finnich Pedersen.