Professor Niels Bay udnævnt til æresdoktor

Niels Bay, professor og dr. techn. ved DTU Mekanik, er udnævnt til æresdoktor ved Technical University of Lisbon.

16 års tæt samarbejde med det tekniske universitet i Lissabon førte i juni til en æresdoktorgrad til professor Niels Bay fra DTU Mekanik. Udnævnelsen sker i anledning af Instituto Superior Técnico’s 100 års fødselsdag.

 

I indstillingen peges på Niels Bay som en af de internationalt førende forskere inden for produktionsteknologi, herunder især metalformgivning, tribologi (friktion, smøring og slid) samt modstandssvejsning og fast-fase svejsning. Hans forskning bliver især anvendt af bilindustrien heriblandt Toyota i Japan, Ford og General Motors i USA samt VW, Daimler, Audi og Volvo m.fl. i Europa, ligesom en række af de største stålværker i verden benytter sig af professorens arbejde.

 

Niels Bay har beklædt posten som præsident for International Cold Forging Group samt været chairman for Scientific Technical Committee of Forming i International Academy for Production Engineering, en forsamling af 550 personligt udpegede forskere fra over 40 lande. Han har i 2005 modtaget ”JSTP International Prize for Research and Development on Precision Forging”, den fornemste internationale pris inden for metalformgivning.

 

Niels Bay har siden 1995 samarbejdet med Technical University of Lisbon omkring udveksling af master- og ph.d.-studerende og udarbejdelse af over 20 internationale fælles publikationer. Hans forskning har også stor indflydelse på arbejdet i en række forskergrupper rundt omkring i verden, og han modtager en lind strøm af udenlandske forskere til kortere eller længere varende forskningsophold på DTU.

 

nielsbayceremoni.jpg

 

Prisoverrækkelse i Lissabon: Fra venstre: Professor P. Martins, formand for akademisk råd, professor R. Ribeiro, rektor, professor Niels Bay, professor A. C. Serra, præsident for Instituto Superior Técnico.