Den 7. juni fik universitets-alliancen EuroTech, som DTU er med i, et nyt medlem: Den franske polytekniske læreanstalt École Polytechnique.
Alliancen EuroTech Universities, som DTU var med til at stifte i 2006, blev 7. juni udvidet med et fransk medlem, nemlig den polytekniske læreanstalt École Polytechnique. Alliancens øvrige medlemmer er École Polytechnique Fédérale de Lausanne (EPFL) i Schweiz, Technische Universiteit Eindhoven i Holland, Technische Universität München i Tyskland.
Det har ikke været et mål i sig selv at udvide alliancen, siger prorektor Rasmus Larsen, for partnerne i EuroTech lægger mere vægt på det dybe og tætte samarbejde end på volumen.
”Men vi tog kontakt til École Polytechnique, fordi de har den samme profil som os andre: et teknisk eliteuniversitet med international rækkevidde. Og vi mener, at de kan tilføre alliancen nye muligheder for strategisk forskningssamarbejde, adgang til fremragende infrastruktur, fælles uddannelser og ikke mindst for at få forskningsresultater til at gøre gavn for samfundet,” siger Rasmus Larsen.
”Hvert universitet har jo et helt økosystem af virksomheder, markeder og kapital omkring sig, som både studerende og forskere kan nyde godt af. Globaliseringen skærper konkurrencen på alle planer, og forudsætningen for, at vi kan være en stærk national ressource, er, at vi også er stærke på internationalt niveau. Det bliver vi bl.a. gennem en alliance som EuroTech.”
Eurotech har i øvrigt gjort sig bemærket på højeste niveau. Da den franske præsident Emmanuel Macron talte på Sorbonne om den fremtidige universitetsstruktur i Europa, hentydede han netop til Eurotech-alliancen som en god model. Macron taler i det hele taget for at styrke den tekniske videnskab som grundlag for vores samfunds fortsatte vækst og velstand.
École Polytechnique blev stiftet som en militærskole under Napoleon, og er stadig underlagt det franske forsvarsministerium. De studerende er officerer i hæren, og universitetsdirektøren er general.
Model for DTU
École Polytechniqe er grundlagt i 1794, og den danske videnskabsmand H.C. Ørsted fik på forskellige måder tilknytning til den franske læreanstalt. Det eksperiment, som førte til Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen, blev verificeret af André-Marie Ampère, som var professor der, og Ørsted besøgte universitetet flere gange.
I Danmark diskuterede man netop i de år, at der skulle gøres noget for, at naturvidenskaben kunne komme samfundet til gavn. Man havde tanker om at oprette en ingeniørskole, hvor håndværkere kunne opgradere deres uddannelse, men Ørsted mente, man skulle stræbe højere og gå efter en Polyteknisk Læreanstalt som den franske.
”Sådan blev det som bekendt også, så man kan på en måde sige, at École Polytechnique er grundlaget for vores succes,” siger Rasmus Larsen.