Foto: DTU Nutech

Udstyr i verdensklasse til forskning i strålebehandling af kræft

Sundhedsteknologi
The John & Birthe Meyer Foundation har givet 18.7 millioner kroner til investering i det bedste og mest avancerede udstyr, der findes på markedet til måling af dosis i forbindelse med strålebehandling af kræft. Udstyret er placeret i et nyt laboratorium på DTU Risø Campus, som indvies den 21. maj med et videnskabeligt symposium efterfulgt af en officiel åbningsceremoni.

Strålebehandling er en meget vigtig del af kræftbehandlingen, både i Danmark og resten af verden. Der udvikles hele tiden nye metoder og nyt udstyr, blandt andet arbejder man med at gøre strålingsfeltet mindre og ændre på intensiteten under behandlingen. Helt centralt i denne sammenhæng er det løbende at kunne måle og kontrollere, hvor stor dosis patienten modtager. Det er særdeles krævende, men samtidig meget vigtigt for resultatet.

Med en donation fra The John & Birthe Meyer Foundation på 18.7 millioner kroner har DTU Nutech kunnet indkøbe en accelerator, et kobolt-60 referenceanlæg og præcisionselektronik til måling og standardisering af stråledosis. De avancerede instrumenter er installeret i et nyt laboratorium, hvor der også bliver mulighed for undervisning og forskning i det fysiske grundlag for strålebehandling. Hjertet i den nye facilitet er en Varian Truebeam-accelerator, svarende til de allernyeste og bedste strålekanoner på hospitalerne. Den er installeret i en særligt sikret og afskærmet bygning på DTU Risø Campus.

“Denne generøse donation betyder, at DTU kan opbygge et unikt laboratorium, som kan blive blandt de bedste i verden inden for forskning i målemetoder til strålebehandling. Her vil en stærk og internationalt førende ekspertise i strålingsfysik og dosimetri, opbygget siden Risøs start i 1958, kunne nå nye, vigtige resultater til gavn for samfundet,” siger rektor Anders Bjarklev.

 

Del af større satsning på medicinsk forskning
Det nye laboratorium er endnu et vigtigt skridt i DTU’s satsning på teknologiudvikling til medicinske formål baseret på universitetets mangeårige tradition for strålingsforskning. I DTU’s Center for Nukleare Teknologier, DTU Nutech, forskes og undervises der bl.a. i anvendelsen af kernefysik i forbindelse med medicinsk terapi og diagnostik samt miljøovervågning og datering.

The John & Birthe Meyer Foundation har tidligere hjulpet med støtte til etablering af Hevesy Laboratoriet, hvor der blandt andet fremstilles en række vigtige radioaktive lægemidler til kræftdiagnostik og behandling.

Indvielsen af det nye laboratorium markeres med et videnskabeligt symposium om fundamental dosimetri med deltagelse og bidrag fra DTU’s medicinske samarbejdspartnere, fra industrien og fra danske og udenlandske myndigheder og organisationer. DTU’s rektor vil tale ved mødet, og repræsentanter for The John & Birthe Meyer Foundation vil deltage i åbningsceremonien.