Foto: DTU

Nordiske rektorer ønsker samarbejde om ph.d.-uddannelse

Fælles grundprincipper skal hjælpe ph.d.-studerende til at uddanne sig på tværs af de fem førende tekniske universiteter i Norden.

Flere ph.d.-studerende skal uddanne sig på tværs af de fem partneruniversiteter i den nordiske alliance Nordic Five Tech. Det var ønsket fra rektorerne fra de førende tekniske partneruniversiteter i Danmark, Finland, Norge og Sverige, da de mødtes 1. juni på DTU.

Her blev de enige om at anbefale en fælles vejledning, som alle ph.d.-skoleledere og vejledere opfordres til at følge. Blandt andet kan de ph.d.-studerende tilbringe 6-12 måneder på et andet af alliancens universiteter og få en vejleder begge steder. Alliancen har også etableret en fælles database med kurser, som alle kan benytte.

”Ph.d.-samarbejdet understøtter alliancens vision om at opbygge en ’udvidet campus’, hvor medarbejdere og studerende kan drage fordel af de enkelte universiteters specialiserede kompetencer, avancerede infrastrukturer og unikke uddannelsestilbud,” siger rektor på DTU Anders Overgaard Bjarklev.

Nordic Five Tech samarbejder i forvejen om at udbyde fem fælles kandidatuddannelser, om at kvalitetssikre de nordiske uddannelser og om forskning inden for udvalgte nordiske styrkeområder, bl.a. Arktis. I det kommende år bliver samarbejdet udbygget til nye felter. Bl.a. vil der blive udviklet fælles efteruddannelsestilbud, ligesom samarbejdet om innovation og entreprenørskab vil blive prioriteret højt.

Ifølge Times Higher Education er de fem partneruniversiteter blandt verdens 55 førende ’Technology Challengers’. Det er excellente tekniske universiteter, der satser strategisk på innovation og har stærke industrisamarbejder.


Læs mere

Nordic Five Tech 
Nordic Five Tech phdcourses