Den kinesiske minister for videnskab og teknologi besøgte DTU fredag den 15. april, hvor han bl.a. blev introduceret til PowerLabDK og det nyåbnede Miljøtek.
Fredag den 15. april modtog prorektor Henrik Wegener og dekan Martin P. Bendsøe den kinesiske minister for videnskab og teknologi Wan Gang samt ledende embedsmænd fra Ministry of Science and Technology (MoST).
Formålet med besøget var at fortælle om dansk forskning – særlig inden for energiområdet – og undersøge samarbejdsmuligheder inden for forskning og innovation.
”Det kinesiske ministerbesøg er med til at sætte fokus på DTU’s forskning og uddannelse,” siger professor Jacob Østergaard, der er centerleder for Center for El og Energi på DTU Elektro.
”Inden for integration af vedvarende energi er Danmark verdensledende, og en sådan fokus bidrager til at synliggøre os og bevirker, at vi er i stand til at tiltrække meget stærke kinesiske samarbejdspartnere til DTU og Danmark.”
Vandudfordringer i Kina
På rundturen var der bl.a. oplæg om samarbejdsprojekter, der adresserede Kinas vandudfordringer, og oplæg om forvaltning af spildevand i byerne. Desuden blev kineserne introduceret til Miljøteket, et unikt eksperimentelt undervisningslokale, der gennem udstillinger skal pirre de besøgende gymnasieelevers nysgerrighed og øge deres interesse for at studere til miljøingeniør.
Endelig var delegationen på rundvisning i laboratorierne i PowerLabDK, hvor Jacob Østergaard fortalte om smart grid-systemer og vindenergi som en integreret del af energiforsyningen.
Eksport af energiteknologi
”Kina har store planer og meget interessante projekter i en enorm skala – derfor er det interessant for os at samarbejde med kinesiske partnere. Samtidig kan vi hjælpe danske virksomheder med at udbygge positionen med eksport af energiteknologi. Den danske eksport af energiteknologi udgjorde 74,4 mia. kr. i 2014, hvilket er en stigning på 10,7 procent i forhold til 2013. Eksporten af energiteknologi udgør dermed 12 procent af den samlede vareeksport, hvilket er rekord i EU. Og med det kinesiske marked kan vi forvente yderligere vækst,” siger Jacob Østergaard.
Det er første gang, Wan Gang besøger Danmark i sin egenskab af minister. På sit tre dage lange besøg fra 14.-16. april skal han bl.a. også besøge Københavns Universitet og Niels Bohr Institutet, Avedøreværket samt Uddannelses- og Forskningsministeriet.