Kameraer på fiskekuttere kan mindske udsmid af fisk og baner dermed vejen for et mere bæredygtigt fiskeri. Det viser et projekt fra DTU Aqua, som har opnået stor international interesse.
Af Line Reeh
Arbejdet om bord på seks danske fiskefartøjer er det sidste år blevet fulgt meget, meget tæt. Sekund for sekund har op til fire vandtætte kameraer på hvert fartøj filmet hele dækket, hvor arbejde, fangst og udsmid af fisk foregår. Alt, hvad der er kommet på dæk af fisk, og alt, hvad der er røget ud igen, er blevet dokumenteret. Imens har sensorer på spil og hydraulik registreret og logget, hver gang et fiskeredskab er blevet brugt, samt skibets position via GPS.
DTU Aqua har fulgt arbejdet om bord på de seks udvalgte kuttere i et pilotprojekt for Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Formålet har været at undersøge, om det er teknisk og praktisk muligt at bruge såkaldt elektronisk monitering på danske skibe med danske fiskefangster og under danske vejrforhold.
Mindre udsmid
Man anslår, at de europæiske fiskere i dag smider lige så mange fisk tilbage i havet (discarder), som de tager med i land. Enten fordi fiskene er for små, fordi kiloprisen er for lav, eller fordi fiskekvoten er opbrugt. Af de fisk, som har været på dæk, overlever kun ganske få fladfisk, når de kommer tilbage i havet.
Den danske regering har foreslået et fiskeriforvaltningsskifte i EU. I forslaget gøres den enkelte fisker ansvarlig for alle de fisk, som han får op i sit garn eller trawl – og ikke kun for de fisk, som bliver bragt i land til auktion. Både landede og discardede fisk afskrives på fiskerens kvote.
Skal denne nye type af forvaltning kunne håndhæves, så kræver det, at man har en metode til at kunne dokumentere og registrere alle fangster på en overkommelig og økonomisk måde – og opgaven for DTU Aqua har været at undersøge, om elektronisk monitering ved hjælp af kamera og sensorer om bord kan være vejen frem.
Jørgen Dalskov, leder af DTU Aquas rådgivningssekretariat, og videnskabelig assistent, Lotte Kindt-Larsen, præsenterer i oktober de vellykkede resultater med kameraer ombord på fiskekuttere på fiskerimessen DanFish i Aalborg. Foto: Thorkild Amdi Christensen
13.935 timers data er analyseret
På nuværende tidspunkt har DTU Aqua behandlet og analyseret 81 procent af alle de data, som er indsamlet i løbet af projektet. Det svarer til 13.935 timers sensoroptagelser. Og kvaliteten af optagelserne er gode, fortæller projektleder og leder af DTU Aquas rådgivningssekretariat, Jørgen Dalskov.
"Projektet har vist, at teknikken kan fungere under danske forhold og på flere typer danske fartøjer. Data fra kameraer og sensorer på GPS, hydraulik og spil gør det muligt med stor nøjagtighed at afgøre, hvor og hvornår et fiskeri har fundet sted, og hvor stort udsmidet har været. De foreløbige analyser viser også, at de fartøjer, som deltog i projektet, ændrede deres fiskemønstre og discardede færre fisk end andre fartøjer," siger projektlederen.
Under forsøget registrerede hver skipper detaljerede oplysninger om fartøjets fiskeri, positioner, fangst og redskab. Disse oplysninger bliver efterfølgende sammenlignet med de automatisk indsamlede data fra kamera-, sensor- og computerudstyret om bord. Data blev lagret på 500 GB harddiske, som blev udskiftet af DTU Aqua, hver gang et fartøj kom i havn.
International interesse
DTU Aqua-forskerne præsenterer officielt resultaterne for politikere, fiskere og presse på den store fiskerimesse DanFish i Aalborg i starten af oktober. Erfaringerne fra det danske pilotprojekt har allerede vakt stor interesse i lande som Sverige, Holland, Tyskland og Skotland, hvor man også overvejer, om elektronisk monitering af fangster og udsmid kan være vejen til et mere bæredygtigt fiskeri. I Skotland er man nu gået i gang med at gennemføre et lignende forsøg.
Projektet var finansieret af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Den Europæiske Fiskerifond.