God energi på Roskilde Festivalen

Under sloganet Positive Energy har en flok DTU-studerende bygget en lejr i Roskilde Festivalens grønne område, Climate Community.

Vindmøllen står stille det meste af tiden, men heldigvis kan Oasis og Shakira få strøm fra solcellen, som hænger på siden af tipien.

De studerende i Positive Energy-lejren viser, at høj musik ikke afhænger af gode aftaler med landmændene i nærheden, som vil lade batterier op. Positive Energy laver deres egen energi med en vindmølle og en solcelle, så der altid er strøm på batterierne. Dem bruger de til at trække to kæmpehøjtalere, og - når mørket sænker sig - et lysshow.

 

Ingen aircondition

DTU-studerende Julie Serritslev fra Positive Energy fortæller, at musikken og lyset trækker mange nysgerrige til, som gerne vil høre mere om, hvordan det kan lade sig gøre. Og hun vil hellere vise, hvordan den alternative energi kan udnyttes effektivt, end hvordan den produceres. De bruger blandt andet energien til en effektiviseret strømforsyning, specielle lavenergi-forstærkere, højtalere, som en akustiker i gruppen har designet, og dioder i stedet for almindelige glødepærer i lysanlægget. Og det hele bruger ikke mere strøm end en 40 watt-pære i en lampe.

Indenfor fortsætter opvarmningen til festivalen, og selv om temperaturen i den hjemmekonstruerede dome med DTU-logoer gør det fristende, afslår Julie Serritslev, at de kunne finde på at lave aircondition. – Det er nemlig spild af god energi.

 

Solceller og biogasanlæg

Ikke langt derfra er Risø DTU repræsenteret. Blandt NGO’er og miljøorganisationer finder man deres bod med solceller og to forskellige biogasanlæg, hvor affald omdannes til biogas. Tilbage bliver et restprodukt, der kan bruges som gødning. To krukker med korn illustrerer, hvad gødningen betyder for planter. Den ene krukke er blevet gødet og står flot og grøn, mens planterne i den anden krukke er mindre og virker visne.

 

Quiz om klima

I boden kan festivalgæsterne også prøve kræfter med en klimaquiz på 13 spørgsmål. Eksempelvis hvilket land der udleder mest CO2 per indbygger, og  hvilke lande der er i fare for at blive oversvømmet, hvis vandstanden stiger i verdenshavene.

De to kammerater Christoffer Braath og Mads Thougaard får ni rigtige.  Bare ét point fra en T-shirt, men de er alligevel godt tilfredse.

'Miljø og klimaforandringer interesserer mig vildt meget. Det berører både min og fremtidige generationer,' siger Christoffer Braath, inden de går videre.

 

Climate Shout-Out

Som en del af Roskilde Festivalens klimasatsning afholdes i år et 'Climate Shout-Out', hvor direktør for myndighedsbetjening og sektorudvikling på DTU, Niels Axel Nielsen, tirsdag holdt oplæg om, hvad der kan gøres for at imødekomme klimaforandringerne, og han fortalte i den forbindelse om nye energiteknologier, energieffektiviseringer, reduktion af CO2-udledningen og klimatilpasning.

 

Af Thorkild Amdi Christensen

 

positive energy, lille.jpg 

Julie Serritslev (t.h.), Christian Sonne (i midten) og Martin Møller (t.v.) er med til at skabe god energi i Positive Energy-lejren. Foto: Thorkild Amdi Christensen

 

Læs mere om Positive Energy på deres hjemmeside.