D. 22. januar overrakte uddannelsesminister Morten Østergaard Novo Scholarship stipendier til 4 studerende fra DTU. Den økonomiske håndsrækning er en anerkendelse fra Novo Nordisk side, og skal bl.a. bruges til at finansiere de studerendes udlandsophold under specialet.
Stipendiet fra Novo Scholarship gives af Novo Nordisk og Novozymes, og gives i år til i alt 39 talentfulde studerende, som skal til at skrive deres speciale om et naturvidenskabeligt emne. Og den økonomiske støtte er ikke det eneste de unge er glade for ved stipendiet:
”Der er mange udgifter forbundet med at tage til udlandet på studieophold og samtidig med dette er det ifølge amerikanske visumregler ikke tilladt at arbejde mens man opholder sig i USA for at studere. Projektet ville derfor ikke kunne gennemføres uden stor gældsættelse hvis ikke jeg havde modtaget legatet. Derudover er legatet en unik mulighed for at danne en kontakt til Novo Nordisk, som mulig fremtidig arbejdsplads, da projektet har stor relevans for virksomheden,” forklarer Anne Bresciani på spørgsmålet om hvad det betyder, at få stipendiet.
Der er i år uddelt 2,6 mio. kr., og hver studerende har fået op til 84,000 kr. Siden 1996 er der gennem Novo Scholarship blevet givet over 37 mio. kr. til ca. 590 studerende.
Andreas Porse
Hvad handler dit speciale om?
”Antibiotika er vores vigtigste lægemidler, og opdagelsen af antibiotika er et af de største gennembrud i moderne medicin. Mange tager det forgivet, at vi i dag effektivt kan behandle bakterielle infektionssygdomme. Hvad enten der er tale om en urinvejsinfektion, lungebetændelse eller blodforgiftning, så spiller antibiotika i dag en kæmpe rolle i forebyggelse (f.eks. ved større operationer) og behandlingen af infektioner forårsaget af bakterier. I løbet af de seneste 10 år er der desværre sket en markant stigning i udviklingen og spredningen af multiresistente bakterier, dvs. bakterier som er resistente overfor mange forskellige klinisk vigtige antibiotika, og derfor ikke kan behandles. Dette er, globalt set, et af de hurtigst voksende problemer i vores sundhedssystem. Formålet med mit speciale projekt er at opnå molekylær indsigt i, hvordan antibiotikaresistens spredes og vedligeholdes i klinisk vigtige bakterier. Det er nødvendigt at kende de mekanismer, som gør bakterierne i stand til at opnå og sprede resistens, for effektivt at kunne udvikle strategier til at bekæmpe dette.”
Hvor laves specialet?
Morten Sommer’s forskningsgruppe, Institut for Systembiologi, på DTU (Danmarks Tekniske Universitet).
Pascal Timshel
Hvad handler dit speciale om?
”Mit forskningsområde er bioinformatik og systembiologi der kort fortalt er et samspil mellem biologi, matematik og computervidenskab. Det multidisciplinære forskningsfelt har afgørende betydning for at vi kan håndtere og forstå den eksploderende datamængde indenfor biologien. Jeg skal arbejde med biologiske ”Big Data” til at finde genetiske faktorer der er involveret i udviklingen af fedme. Jeg vil benytte human genom og genekspressions data til at undersøge hvorvidt fedme associerede gener er specielt udtrykte i bestemte hjernecentre og udviklingsstadier. Min data-drevne forskning kan således være med at medvirke til en bedre genetisk og neurologisk forståelse for fedme.”
Hvor laves specialet?
Joel Hirschhorns laboratorium, Harvard Medical School og Broad Institute, USA Boston.
Cecilia Thomas
Hvad handler dit speciale om?
Projektet handler om akut lymfoblastisk leukemi som er den kræfttype, der oftest rammer børn. Formålet med projektet er at undersøge hvordan de enkelte kræftceller ser ud og fungerer sådan at man kan bruge denne viden til at forbedre behandlingen af sygdommen. Man undersøger de enkelte kræftceller ved en metode, der kaldes masse cytometri, hvor man kan måle en række faktorer for hver celle. Dette kan bruges til at finde ud af hvilket udviklingsstadie cellerne er på. Cellerne kan nemlig i højere eller mindre grad ligne de oprindelige sunde celler som de har udviklet sig. Dette er vigtigt da behandlingen afhænger af hvilket udviklingsstadie cellerne er på. For at kunne analysere masse cytometri dataene og opdele cellerne efter udviklingsstadie anvendes forskellige computerbaserede algoritmer. Fokus for mit projekt er udvikling af sådanne algoritmer.
Hvor laves specialet?
Columbia University, NY, USA.
Anne Bresciani
Hvad handler dit speciale om?
”Mit speciale handler om at få en bedre forståelse for de mekanismer der bestemmer om immunsystemet vil reagere på dele af en bakterie eller ej. Man har på nuværende tidspunkt en god forståelse for hvilke dele af et protein (peptider) immunsystemet kan genkende og præsentere, men processen fra at præsentere et stykke protein fra en bakterie og til at immunsystemet laver et aktivt respons er stadig ikke fuldt afdækket. Baseret på et stort datasæt af peptider fra en lang række forskellige bakterier, som er eksperimentielt verificeret som både negative og positive vil jeg ved hjælp af computationelle metoder afdække nogle af de mekanismer som er bestemmende for et aktivt immunrespons. Projektet vil have stor gavn for design af vacciner samt i udviklingen af ny medicin.”
Hvor laves specialet?
La Jolla Institute for Allergy & Immunology, San Diego, Californien, USA hos Associate Professor Bjoern Peters i gruppen Vaccine Discovery.