Fotograf Tore Vind Jensen
Fotograf Tore Vind Jensen
Fotograf Tore Vind Jensen

Den bedste festivalopfindelse siden dåsemakrellen

Problemet med notorisk flade mobilbatterier blev løst på sidste års Roskilde Festival med mobilopladningstjenesten Volt, som er startet af kandidatstuderende fra Design og Innovation på DTU.

10.000 festivalgæster har i år mulighed for at gå rundt med batterier i lommen, som oplader deres telefoner. Over 8000 gør det allerede. De bliver med andre ord fri for at lægge telefonen i opladningsboderne på festivalen, og de bliver fri for nogensinde at løbe helt tør for strøm.

Når man har tømt batteriet, får man byttet det i en af Volts tre containere på campingområdet, og så er man klar til næste gang telefonen mangler strøm. Servicen betales via  et tilmeldingsgebyr. Ideen er enkel, og det var måske det, der fik en af sidste års Volt-kunder til at kalde det den bedste festivalopfindelse siden dåsemakrellen.

Volt blev testet første på Roskilde Festival sidste år. Dengang havde de tusind batterier og 500 kunder. I år har de 17.000 batterier. Men det er vel at mærke kun på Roskilde Festival. For Volt har i alt investeret i 35.000 batterier, tre containere og i øvrigt forbedret deres systemer, så de kan imødekomme den store efterspørgsel de efterhånden møder. En efterspørgsel, de især kan takke Roskilde Festival for:

”Vi var i tæt dialog med Roskilde Festival op til vores test af systemet sidste år, og efter festivalen har de været så interesserede i et samarbejde, at de har købt en andel i Volt, og hjulpet os ud i deres netværk, så vi meget hurtigt er kommet i kontakt med andre festivaler,” siger Trygve Aabye Dam.

I år er Volt således til stede på 16 festivaler i Danmark, Tyskland og Sverige, og nye aftaler er på vej i Schweiz og England.

Tilsammen kræver det omkring 25 ansatte og 500 frivillige at dække så mange festivaler - alene på Roskilde har Volt 100 frivillige tilknyttet. Og det glæder Trygve Aabye Dam:

"Volt er nu oppe i en størrelse, hvor vi rent faktisk kan ansætte folk og skabe jobs samtidig med at vi mangler det sidste af vores uddannelse," siger han.

 

Volt i Kenya

Det er målet, at Volt om får år også er til stede i lande som Kenya, hvor mange landsbyer mangler strøm. Tanken er, at når Roskilde Festivals gæster er færdige med at bruge batterierne, bliver de sendt afsted sammen med et lille opladningsanlæg, som for eksempel kan stå hos købmanden i en nærliggende by, som så kan lave en kopi af den service Volt tilbyder på Roskilde Festival.

”Til næste år vil vi have lagt mange kræfter i at lave endnu bedre batterier, men der er jo ingen grund til at smide de gamle ud,” fortæller Trygve Aabye Dam.

”Så de batterier som vi får tilbage i år, dem arbejder vi på at sende til Kenya. På den måde kan man tage batterierne og lade dem op i byen og derefter distribuere dem ud til de steder, hvor de kke har strøm. Vi synes det er meget interessant, at vi har noget der fungerer her på Roskilde Festival, men som vi også kan sende videre ud i verden."

Læs mere om Volt på getvolt.dk

 

Kontakt - Journalister

Tore Vind Jensen
Journalist
AKM
45 25 12 19

Kontakt - Journalister