Studerende, forskere og erhvervsliv i hele norden har nu fået et nyt, stærkt netværk at trække på.
Fra i dag er Nordic Five Tech, et helt nyt samarbejde mellem nordens førende tekniske universiteter en realitet. Med 7.500 forskere, 4.500 ph.d.-ansatte og i alt 60.000 studerende vil det ny samarbejde bidrage til at synliggøre de stærke fælles regionale kompetencer inden for forskning, uddannelse og innovation.
Bag alliancen står Chalmers Tekniska Högskola og Den Kgl. Tekniska Högskola i Sverige, Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet, Helsinki University of Technology i Finland og Danmarks Tekniske Universitet.
Rektor på Danmarks Tekniske Universitet, Lars Pallesen glæder sig over det nye samarbejde:
”Hvis den nordiske region skal gøre sig gældende internationalt, både indenfor forskning og det globaliserede uddannelsesmarked, så kræver det at de førende universiteter slår sig sammen, både regionalt og globalt. Etableringen af Nordic Five Tech er startskuddet til dette.”
Den ny alliance vil arbejde for at studerende lettere skal kunne kombinere deres uddannelse ved ophold på flere universiteter. Derudover vil udbudet af studieretninger udvides væsentligt i kraft af universiteternes komplementære kompetencer. På sigt er målet at blive en stærk, tværnational samarbejdspartner for ledende videnstunge virksomheder og andre tekniske universiteter, både regionalt og internationalt.
”Såvel det enkelte universitet som de nordiske lande vil stå stærkere, når regionens bedste tekniske universiteter udvikler et tættere samarbejde. Det vil komme både de studerende, forskningen og det nordiske erhvervsliv til gode,” understreger DTU’s rektor Lars Pallesen.
Læs om Nordic Five Tech på: www.nordicfivetech.org