Forskere fra DTU Aqua har undersøgt tobisens besynderlige adfærd og fundet ud af, at tobiser med meget mad i maven er tilgængelige for fiskernes net i længere tid.
I foråret og den tidlige sommer overgår antallet af tobiser alle andre fiskearter i Nordsøen, og hver dag søger enorme stimer af de små fisk efter føde. Men om natten forsvinder de. Forklaringen er, at når tobiserne er færdige med at gnaske vandlopper i sig, opløser stimerne sig, og hver enkelt lille fisk begraver sig i sandbunden, hvor de bliver indtil næste dag. Trygt gemt væk fra rovdyr og fiskenet. I de kolde måneder er de fleste tobiser nedgravet i sandet døgnet rundt.
Denne gemmeleg giver fiskeribiologerne grå hår i hovedet. Tobisen er en vigtig industrifisk og en betydningsfuld fødekilde for mange marine pattedyr, fugle og kommercielt vigtige fisk som torsk og laks, og det er derfor vigtigt, at bestandsvurderingerne for den er så præcise som muligt. Men deres forsvindingsnummer gør det svært for fiskeribiologerne at vurdere, hvor mange tobiser der er i et område, og at forudsige, hvornår tobiserne er tilgængelige for fiskernes net og de dyr, der lever af dem.
„Vi laver bestandsvurderinger ud fra, hvor mange fisk der bliver fanget per dag i tobisfiskeriet og ud fra data fra DTU Aquas egne moniteringstogter. Problemet er, at det er meget forskelligt, hvor mange tobiser der bliver fanget, fordi man kun kan fange de tobiser, der har forladt deres skjulested i sandet. Og vi ved ikke, hvor mange det er,“ siger postdoc Mikael van Deurs fra DTU Aqua, der sammen med sine kolleger satte sig for at undersøge, hvilke faktorer der bestemmer, hvor meget tid tobiserne bruger væk fra sandbunden.