Mikrokraftvarmeanlæg med brændselsceller er nu på vej til private boliger. Brændselsceller omdanner gas til el og varme med høj effektivitet, og den lovende teknologi skal de næste fire år afprøves i 1000 europæiske boliger. Ni producenter af brændselscellebaserede mikrokraftvarmeanlæg deltager sammen med en række forskningsinstitutioner i EU-projektet, Ene.field. DTU Energikonvertering er ansvarlig for analyserne af de mange data, der skal indsamles i projektperioden.
Eksperter regner med, at man med brændselscellebaserede mikrokraftvarmeanlæg kan nedbringe drivhusgasudledningerne med mellem 21 og 40 procent i forhold til konventionel varme- og el-produktion med dampbaserede kedler. Formålet med Ene.field-projektet er at tilvejebringe de nødvendige data og erfaringer til at starte en egentlig masseproduktion af de bæredygtige kraftvarmeanlæg til private husholdninger.
Foreløbig har 10 familier i Tyskland og England fået et anlæg installeret, og i løbet af det næste år følger omkring 100 danske boliger efter. Projektet slutter i 2017.
For dataanalysen står FCH Testcenter, der er placeret i DTU Energikonvertering. Ene.field-workshops holdes jævnligt i de forskellige medlemslande, og den 6.-7. februar mødes de 26 projektpartnere på DTU Risø Campus.