Hvordan kan en underviser kommunikere direkte med alle 200 studerende i et auditorium og få feedback fra hver enkelt om deres forudsætninger, viden og ønsker? Svaret er rørende enkelt: Med en trådløs internetforbindelse.
I dag kan man roligt regne med, at alle studerende er på nettet via en laptop, en tablet eller en smartphone, også når de går til forelæsning. Og det kan udnyttes i undervisningen, for med det rette it-værktøj vil underviseren kunne stille spørgsmål via sin pc og få dem besvaret fra hver enkelt deltager. På den måde kan han teste, om de studerende har forstået dagens lektion og finde ud af, hvem der har behov for særlig vejledning.
OpenARMS er netop sådan et værktøj. Det kan sammenlignes med det, der bruges, når en deltager vil spørge publikum i ’Hvem vil være millionær’; OpenARMS er bare netbaseret og kræver derfor ikke investeringer i dyrt udstyr. Og som det antydes i navnet, er det baseret på Open Source. Programmet er udviklet af studerende fra syv europæiske universiteter med to DTU-studerende, Kræn Hansen og Attila Sükösd, som tovholdere.
Bygger videre på OpenARS
OpenARMS står for Audience Response Management System. Idéen til systemet kommer faktisk fra de studerende, der sidste år deltog i det europæiske samarbejdsprogram DOSSEE – Developing Open Source System Expertise in Europe – med OpenARS (Audience Response System) under studerende Kim Rostgaard Christensen og Jeppe Mariager-Lams teamledelse.
”Det er netop hele idéen med Open Source, at alle frit kan bygge videre på et system og tilføje ny kode og nye features,” siger Kræn og Attila. ”Vi er interesserede i alle de idéer og input, vi kan få. Det hele er åbent, dog med det ene forbehold, at ingen kan gå ind og ændre koden, før deres forslag er blevet testet af os.”
Og der er faktisk kommet input fra en lidt uventet kant. Bo og Frederik fra 9. klasse på Grøndalsvængets Skole læste bloggen og har blandet sig lidt i chatten. De får også skriverettigheder til koden, så de selv kan tilføje elementer.
Live video, chat og blog
I efteråret 2011 var 10 studerende på lektor Mads Nyborgs og videnskabelig assistent Finn Gustafssons DOSSEE-hold med til at lægge den tekniske plan for OpenARMS. Lige før jul blev Kræn og Attila valgt som teamledere og dermed dem, som i samarbejde med otte studerende fra partner-universiteterne skulle gøre værktøjet færdigt, mens de resterende ”danske” studerende blev fordelt på de øvrige DOSSEE-projekter.
Da DTU Avisen taler med Kræn og Attila, er de ved at gøre sig klar til at rejse til Østrig, hvor de på FH Joanneum, University of Applied Sciences skal mødes med studerende fra Finland, Spanien, Slovakiet, Letland, Østrig og Frankrig. De er i alt 70 unge it-studerende, som arbejder på forskellige Open Source-projekter.
Ugerne i Østrig var altså den sidste spurt, der helst skulle føre til et færdigt program. De intensive arbejdsdage foregik selvfølgelig for åben skærm med live video og konstante opdateringer af blog og chat på den hjemmeside – eller rettere wiki – som projektet har haft fra dag et.
Kræn og Attila havde ikke kun forberedt det faglige, de sørgede også for, at alle deltagere kendte lidt til hinanden, inden de mødtes.
”Vi hørte fra sidste års deltagere, at de syntes, præsentationerne tog for lang tid, så de kom for sent i gang med arbejdet. Det problem forsøgte vi at løse ved, at alle præsenterede sig selv på wikien. Så kunne vi gå direkte til at give knus, da vi mødtes fysisk,” smiler de to programudviklere.
Fra ide til drift
Opholdet i Østrig sluttede med, at de studerende fremlagde deres projekter og evaluerede hinanden. På bloggen har Kræn selv evalueret dagene således:
”Vi har forbedret OpenARS enormt – programmet er blevet opdateret og udvidet og har fået nyt navn. Det var også lige før, vi havde en brugergrænseflade, der virkede, men vores live demo svigtede i sidste øjeblik (sandsynligvis på grund af Murphys lov – hvis noget kan gå galt, vil det gå galt – og så fordi vi manglede den sidste test).
For at være ærlig, så undervurderede vi, hvor meget arbejde, der skulle til at få brugergrænsefladen til at fungere, men det betyder bare, at der stadig er plads til forbedringer. Og til syvende og sidst opnåede vi det vigtigste; at få erfaringer med open source og nye venskaber med studerende i Europa!”
Men deltagerne opnåede mere end det, de endte faktisk alle med en topkarakter for projektet. Mads Nyborg og Finn Gustafsson regner i øvrigt med at oprette et specialkursus til efteråret, hvor OpenARMS kan blive gjort helt færdigt med test og idriftsættelse.
”Det er faktisk et ægte CDIO-projekt vi har gang i,” nævner de. ”Det indledende kursus repræsenterede Conceive- og Design-fasen, dagene i Østrig blev brugt til Implementeringen, og nu går vi til O’et som står for Operate eller drift.”
Brug det
For Kræn og Attila har OpenARMS-projektet ikke kun været et almindeligt fagkursus, men i lige så høj grad et kursus i projektledelse.
”Det er utrolig lærerigt – bedre end mange teoretiske projektlederkurser – at styre sådan en opgave, der involverer folk fra forskellige lande og kulturer. Det vil helt sikkert pynte på CV’et,” mener Kræn.
Han håber i øvrigt, at der vil være interesse for at bruge det let tilgængelige afstemningsssystem på DTU. I sidste ende er det jo det, det hele handler om: At lave noget, som nogen kan bruge.
Af Marianne Vang Ryde
DOSSEE eller Developing Open Source System Expertise in Europe er et såkaldt Erasmus Intensive Programme, som skal give europæiske studerende mulighed for at danne netværk på tværs af landene under mottoet Life Long Learning.
Læs evt. mere på:
http://ip-dossee.metropolia.fi