Patienter, der lider af lungesygdommen KOL, bliver tilbudt genoptræning og vejledning i, hvordan de lever bedst med den kroniske sygdom. DTU har udviklet et it-system, som giver kommunerne mulighed for at følge med i, hvordan rehabiliteringen virker for den enkelte patient.
Hver dag dør gennemsnitligt 10 danskere af kronisk obstruktiv lungesygdom, populært kaldet KOL. Det er næsten dobbelt så mange, som der dør i trafikken. Danmarks Lungeforening anslår, at ca. 400.000 mennesker i Danmark har nedsat lungefunktion, men over halvdelen ved ikke, at de er syge. Størstedelen af dem, der bliver ramt af KOL, er rygere, der har røget i en årrække, og det skønnes, at mellem 250.000 og 300.000 mennesker har moderat til meget svær KOL. Symptomerne kan være nærmest usynlige, forklarer Nicolai Kirkegaard fra Danmarks Lungeforening:
”KOL bliver ofte først opdaget, når patientens lungefunktion er under 50 procent. Det mest markante symptom er åndenød. Men folk reagerer typisk ikke, fordi de tror, at det skyldes, at de er i dårlig form.”
Man kan bremse udviklingen af sygdommen, men den tabte lungefunktion vender aldrig tilbage. Rygestop er den mest effektive forebyggelse mod lungernes forfald, men kost, motion og information om sygdommen har også vist sig at give positive resultater.
DTU Informatiks statistiske konsulenttjeneste (ISCC) søsatte tilbage i 2007, i samarbejde med medicinalfirmaet Boehringer Ingelheim og Pfizer, projektet KOALA. KOALA havde til mål at udvikle en database, som kunne måle og følge patienterne, for at se, om den rehabilitering, de fik tilbudt, overhovedet var til gavn.
Læs hele historien i DYNAMO her