I løbet af denne uge besøger DTU’s rektor Anders Bjarklev og dekan Martin Vigild samtlige rusture for at sige personligt velkommen til de i alt 2045 nye ingeniørstuderende. Det er en årligt tilbagevendende tradition.
I alt 26 rusture med DTU-studerende løber i disse dage af stablen rundt omkring i Danmark, og mere end 2000 kommende ingeniører tilbringer fem dage sammen på tværs af uddannelsesretninger. Ét af programpunkterne er et oplæg fra rektor og dekanen for diplom- og civilbachelorstuderende. Tirsdag besøgte de hytter i Rude, Næstved, Bogø By, Stege, Haslev og Hvalsø.
Med smuk havudsigt og en afslappet atmosfære som baggrundsbillede, fortalte de om det givtige i udvekslingsophold, ekstra-curriculære aktiviteter som DTU’s Blue Dot-projects, og den 25 procents valgfrihed over egen uddannelse, alle DTU-studerende har. De fortalte også om betydningen af, at studiekammerater støtter og hjælper hinanden, og de understregede, at ingeniørstuderende skal forblive sultne og nysgerrige, være kreative og se løsninger. Mest af alt sagde de dog pænt goddag og velkommen.
”Det betyder noget for os, at vi kan møde de nye studerende personligt, ” fortæller rektor Anders Bjarklev, mens Vigild underholder flokken på den græsplæne, der lige før blev brugt som en frisbee-bane.
”Vi ønsker at give dem et billede af, at de virkelig er velkomne,” siger han. Desuden får ledelsen i mødet med de nye studerende en dyrebar viden om, hvorfor de har valgt netop vores universitet. Det giver en direkte tilbagemelding om, hvordan de nye opfatter os, fortæller han.
Massivt afkast
Den investering det er at bruge fem dage på at køre land og rige rundt, er hver en time værd, fortæller dekan Martin Vigild over frokosten, der i dag består af spaghetti carbonara i en plastictallerken et sted omkring Stege.
”Vi bruger en uge på de mennesker, der har valgt at bruge 3,5 eller 5 år af deres liv på DTU. Det er kun fair. Det er vigtigt at komme godt i gang med sit studie, og det investerer vi gerne i. Godt begyndt er halvt fuldendt,” siger han og tilføjer, at det også er en sjov uge. Det er skægt, dejligt og bekræftende på et personligt plan at møde de søde og entusiastiske studerende.
Begge to har glædet sig siden foråret til at møde de nye studerende personligt, fordi det er med til at understrege, at på DTU respekterer vi hinanden, fortæller rektor Anders Bjarklev:
”Jeg er sikker på, at når de løber på mig, og jeg løber på dem omkring campus, så hilser vi på hinanden. Og det er fantastisk. Jeg tror, det giver en følelse af, at vi er sammen og hjælpes ad. Top til bund.”
Mega-selfie
Selvom dekanen og rektors program er stramt, er der tid til nogle hyggestunder med de mange nye studerende. Blandt andet formår Martin Vigild et sted halvvejs på ruten at tage et selfie med en hel rustur, ligesom ’dekan-bilen’ i løbet af dagen ikke undslår sig dels at blive pakket ind i vita wrap og senere får sig en kold afvaskning af nogle ’car-wash’-fyre. Det trængte den dog til.
Vigild og Bjarklev kører afsted på rusture hele ugen ud.