300 DTU-studerende er på udveksling

Ditte i Skotland: "Jeg skal selv skabe mit pensum"

Hvem: Ditte Mogensen, 22 år.
Hvor: University of Aberdeen. Aberdeen, Skotland.
Hvad: Læser Bioteknologi på 5. semester.
Hvornår: Ankom: 7. september 2014. 

”Jeg bruger meget mere tid på biblioteket her end derhjemme - til gengæld har jeg færre reelle skematimer. Det er nærmest et selvstudium at være her, for jeg har fået en læseliste på 14 bøger til to fag, og så skal jeg egentlig selv disponere over, hvilket af det, jeg læser. De mener ikke, at én lærebog kan dække et fag. Hjemmefra er jeg vant til, at professoren laver grovsorteringen for mig, men her skal jeg selv konstruere mit pensum i forlængelse af det, de støber til forelæsninger. Selvfølgelig har vi laboratorieundervisning med fastlagte opgaver, men der er en stor grad af selvstændighed i måden at læse på, og fordi mine to kurser alene giver 30 ECTS-points, kommer jeg selvsagt en del i dybden med stoffet.
En rigtig positiv ting er, at underviserne kan mit navn her. Det har jeg ikke prøvet før. Min tyske veninde har samme opfattelse, og den korte afstand imellem os og underviser giver lyst til diskussion og til at spørge i timen, synes vi. Det er fedt. Man kan altid sende dem en mail. Universitetet er fra 1495 og ligner noget fra Harry Potter. Der er vild og smuk natur rundt omkring, masser af dale, marker og gamle slotte. Det er spændende og meget anderledes, selvom den engelske kultur ligner vores. Skotterne er dog mere høflige.”

Anders og Jonathan i Colombia: "Vi mærker den sydamerikanske chill-mentalitet"

Hvem: Anders Lui Sørensen og Jonathan Hannibal Dam, 23 og 24 år.
Hvor: La Universidad EAFIT. Medellin, Colombia.
Hvad: Læser Produktion og Konstruktion på 5. semester.
Hvornår: Ankom 10. juli 2014.

”Herovre har vi klasseundervisning med maks. 15 personer og ikke forelæsninger. Det er ret fedt, vi har en god dialog på den måde. Det er ligesom at gå i gymnasiet igen. Professorerne er meget unge. Alle er maks. i midt 30’erne. Det er som om, de ikke er så meget ældre end os. Dels starter de deres uddannelser tidligere her, ofte som 17-18-årige, men herovre er de ikke uddannet til ud over deres næsetip for at undervise på universitetet. Vores undervisere har ikke fire ph.d’er som på DTU, men måske kun en kandidatuddannelse. Til gengæld er de så superbrugere af de programmer, vi bruger, eller har erfaring fra industrien. Det fungerer meget godt.

Den sydamerikanske chill-mentalitet mærker vi en del. Laver vi gruppearbejde kan vi sagtens finde på at gå ud og spise midt i det hele. Forleden holdt vi frokost i to en halv time. Så bliver vi til gengæld længere. Hernede sætter de studerende måske 12 timer af om dagen til at være i skole, men så arbejder de ikke så effektivt. Det kan godt være lidt irriterende, hvis man havde planer om aftenen.

Kurser kan reelt ligge fra kl. 6 om morgenen til kl. 21. Hvilket kursustidspunkt man får, afhænger af hvor tidligt ude man var ved tilmelding. Generelt er mødetider flydende, og et ekstra kvarter må altid påregnes. Ingeniørstuderende herovre er praktikere. Vi har stor set ikke noget teori, til gengæld konstruerer vi alt muligt, f.eks. cykler og fræsebænke. Normalt mødes vi og løser konkrete opgaver. Der er swimmingpool, kunstgræsplæner og smukke haver på campus. Og så er her høj sol hele tiden. Vi har det virkelig godt!”

Sara i Indien: ”Inderne har de vildeste klæbehjerner”

Hvem: Sara Skøtt Paulsen, 26 år.
Hvor: Indian Institute of Technology. Chennay, Indien.
Hvad: Læser Bioteknologi på 1. kandidatsemester.
Hvornår: Ankom 21. juni 2014.

”Det er ikke nemt at lokke en studieplan ud af indiske undervisere, så jeg ved aldrig på forhånd, hvad en forelæsning skal handle om, og hvad jeg skal læse inden. Det er jeg den eneste, der undrer mig over. De er virkelig flittige her, og det er mere reglen end undtagelsen at arbejde til langt ud på natten. Det er ikke usædvanligt, at gruppearbejde starter kl. 23. Inderne har de vildeste klæbehjerner. Spørger du dem midt om natten, hvad lysets hastighed er, vil de kunne svare på det prompte. Jeg har glemt det 100 gange, siden jeg lærte det. De kan generelt memorere alting, og undervisningen er også baseret på udenadslære.

Til eksamen afkræves vi ét svar. Jeg er vant til, at flere bud kan være rigtige. Herovre skal man helst svare det, der står i tekstbogen. Det er en anden måde at være ingeniør på, end den vi lærer på DTU. De indiske studerende kan lære en bog på 500 sider udenad, men de ville have problemer, hvis de blev bedt om at kombinere kapitel 5 og 7, tror jeg. Det synes jeg ikke er så kreativt.
Vi diskuterer heller ikke problemstillinger, primært fordi, man ikke vil ”sige underviseren imod”. Det er klart en kulturforskel.

Jeg er den eneste dansker på hele campus, hvor jeg også bor. Det ligger midt i en nationalpark, og aberne er parate til at hugge det, man har i hænderne, så snart man går ud af sit værelse - hvis ikke hende, der er ansat til at skræmme dem, har været forbi med sin pind endnu. Hvis jeg er ude til længere end kl. 23, skal jeg notere det i en lille bog. Indien kan godt føles som et lidt underligt land, men selvom jeg har brugt en del tid på at være forbløffet, fortryder jeg ikke, at jeg tog afsted.”

Tom i Japan: "Japanerne holder aldrig kaffepauser"

Hvem: Tom Evon, 27 år.
Hvor: KEIO University. Tokyo, Japan.
Hvad: Læser Informationsteknologi på 3. kandidatsemester.
Hvornår: Ankom: 8. september 2014.

”Man kan godt mærke, det er et privilegeret universitet. Ham, der har grundlagt det, er afbilledet på 10.000 yen-sedlen. Niveauet er meget højt her, og japanerne holder aldrig kaffepauser! Vi har stort set ikke gruppearbejde, så jeg laver de fleste opgaver selv. Og dem der er mange af. Omkring fire afleveringer om ugen, så hvis man ikke er i trit med det, kan det for alvor skride.
De japanske studerende har virkelig meget disciplin og arbejder benhårdt. Jeg har otte kurser lige nu, japanerne tager nogle gange 12 kurser pr. semester. En forelæsning tager halvanden time, og så er der hjemmearbejde. Det er anderledes end de fire timer, vi ofte bruger pr. undervisningsgang derhjemme på DTU. Jeg kan godt savne at arbejde sammen med andre og få støtte på den måde. Jeg løber klart stærkere end derhjemme.

Man kan godt mærke, at Japan er et teknologisk forgangsland. Datalogi er det samme over hele verden, men her er vi i epicentret af væksteventyrer og store elektronikvirksomheder, der støtter uddannelserne. I mit robotkursus skeler vi f.eks. til Honda, der har en markant baggrund inden for intelligente systemer. Det virker som om, de studerende her nemt kan relatere til teknologisk udvikling. De har gode cases og eksempler, hvilket er meget motiverende og positivt. Her er rigtig mange teknologiske forbilleder.

Et stort plus er maden, som jeg er helt vild med - de kan meget mere end sushi! Noget negativt kan være, at næsten ingen taler engelsk i Tokyo. Det kan gøre det svært at finde vej. I det hele taget er det ret anderledes. Forleden blev undervisningen aflyst på grund af en tyfon. Det var nok ikke sket derhjemme.”

Ilka i Tyrkiet: "Her er de bange for ikke at få et arbejde"

Hvem: Ilka Bruhn, 22 år.
Hvor: Istanbul Technical University.
Hvad: Læser Miljøteknologi på 5. semester.
Hvornår: Ankom 2. september 2014.

”De ting, jeg ikke kan udenad, er et problem for mig. Der har jeg et hul. For her har de eksaminer uden hjælpemidler, så alle er nødt til at kunne en masse ting på rutinen til forskel fra derhjemme på DTU, hvor vi godt kan slå det op. Uddannelsen herovre er meget teoretisk, og det er sjældent, vi regner på tingene. Det betyder, at folk har svært ved at komme i gang med at løse opgaver, hvilket jeg har nemt ved, fordi jeg fra DTU er vant til, at vi med det samme går i gang med at regne på det. Der kan godt være lidt langt fra tanke til handling her.

Mange af mine medstuderende er bange for ikke at få et arbejde. Det er jeg slet ikke, jeg tænker, at jeg jo bliver ingeniør, så det skal nok gå. Der er ellers mange opgaver for miljøingeniører, f.eks. har byen store problemer med affaldshåndtering. Men jeg fornemmer, at der politisk hverken rigtig er vilje eller vej, og regeringen har jo trumfen i forhold til kloge ingeniører. Miljøingeniører her har ry for at komme med for dyre løsninger og forslag, og mange af dem jeg kender herfra, har skiftet fra miljø- til maskiningeniør, fordi det ville give dem bedre muligheder.

Det, der er allermest anderledes, er at jeg skal aflevere håndskrevne rapporter. Det skal vi, for at de kan sikre, vi ikke har copy-paste’et. Jeg har spurgt dem, om de ikke har software til den slags, men det har de ikke. Jeg afleverer som regel otte sider om ugen, så det ender med at blive omkring 100 håndskrevne sider, hvilket jeg mest bare griner lidt af.

Generelt er Istanbul en fantastisk by, og folk er så nemme at komme i kontakt med. Jeg føler mig meget tryg her, og det var nemt at finde en dejlig lejlighed. Sjovt nok ligner universitetet DTU lidt. Her er vitterligt kebab over det hele, og jeg er vegetar. Men heldigvis går det alligevel.”