Der var stor begejstring blandt tilskuere og jury, da vinderen af DTU’s ”byg en frugtkanon”-konkurrence præsenterede sin særdeles opfindsomme semiautomatiske-avokado-kanon for de besøgende til Åbent Hus arrangementet. Den unge konstruktør kommer nu i den særdeles eksklusive klub for folk, der har besøgt Storebæltbroens 254 meter høje pyloner.
Af Rasmus Rørbæk
Vinderen af konkurrencen hedder Sverri Thaysen, og han er mere end ualmindeligt opfindsom. Katapulten kan affyre avokadoer op til 11 meter og er fjernstyret. Den er bygget af forhåndenværende skrotmetal, gamle dele fra biler og trailere og stor hittepåsomhed og gå på mod. Det sidste kan vise sig at være nødvendigt, når han skal op i Storebæltbroens pyloner.
”Jeg tænkte da lige: Uha. Det er da noget højt oppe, men jeg glæder mig jo meget til at komme op og se udsigten. Så må vi se, om jeg er højdeskræk, når vi er deroppe,” siger Sverri Thaysen om tankerne, der løb gennem hans hoved på vej til DTU fra hjembyen Søgård i Sønderjylland.
Turen over broen bliver dog ikke den sidste for den unge Sverri Thaysen. Han har alle intentioner om at bruge sin opfindsomhed målrettet og professionelt. Derfor har han besluttet sig for at søge ind på maskiningeniøruddannelsen på DTU med start efter nytår.
Se vinderens egen præsentation af katapulten her.
Åbent hus arrangementet var meget velbesøgt. Fra arrangørernes side skønnes det, at op mod 1.300 potentielle studerende kom ud og oplevede de mange flotte stande, der var sat op og tog med på rundvisninger til DTU’s mange studieretninger.
Sverri Thaysen viser sin vinderkanon frem for Martin Vigild, DTU's Bachelordekan. Foto: Thorkild Amdi Christensen