Susanne Juhl, Hanne Søndergaard og Tobias Holck Colding er nye medlemmer af DTU’s bestyrelse.
DTU’s repræsentantskab har udpeget cand.scient.pol. Susanne Juhl, cand.merc. Hanne Søndergaard og ph.d. og professor Tobias Holck Colding, som medlemmer af universitetets bestyrelse. Alle tre er udpeget pr. 1. januar 2017 med en udpegningsperiode på fire år.
Susanne Juhl er adm. direktør for HMN Naturgas I/S, og har tidligere haft lederstillinger i styrelser og ministerier inden for bl.a. energi, klima og økonomi. Hun har endvidere erfaring som bestyrelsesformand fra Dansk Gasteknisk Center A/S og som bestyrelsesmedlem, aktuelt i Akademiet for Tekniske Videnskaber og Politiken Fonden.
"Der er tale om tre stærke profiler, der på fortræffelig vis komplementerer den nuværende bestyrelse."
Bestyrelsesformand Per Falholt
Hanne Søndergaard er Chief Marketing Officer & Executive Vice President hos Arla Foods Amba, og har tidligere haft en række forskellige lederstillinger i fødevareindustrien. Hun har endvidere erfaring som bestyrelsesmedlem, aktuelt hos Energinet.dk og Arla Fonden.
Tobias Holck Colding er professor i matematik ved Massachusetts Institute of Technology, MIT, i USA. Han er prisbelønnet for sin forskning og har betydelig erfaring med både forskning og undervisning fra flere amerikanske eliteuniversiteter. Han er medlem af en række videnskabelige foreninger og selskaber.
Tre stærke profiler
I anledning af repræsentantskabets udpegning udtaler bestyrelsesformand Per Falholt:
”Jeg er meget glad for repræsentantskabets udpegning af de tre nye medlemmer af universitetets bestyrelse. Der er tale om tre stærke profiler, der på fortræffelig vis komplementerer den nuværende bestyrelse. Susanne Juhl har betydelig erfaring med ledelse fra styrelser og ministerier, og har indsigt i offentlig organisering, økonomi og beslutningstagning. Hanne Søndergaard har stor international erfaring på topledelsesniveau, og har indsigt i udviklings- og innovationsbehov hos ingeniørtunge produktionsvirksomheder på fødevareområdet. Tobias Holck Colding har en lang international forsknings- og undervisningskarrierer, samt stor indsigt i universiteternes værdiskabelse for samfundet. Jeg er overbevist om, at bestyrelsen med disse tre kapaciteter ombord, vil stå meget stærkt i den fortsatte udvikling af DTU, som et førende teknisk eliteuniversitet med en fortsat stigende international dimension.”
Eventuelle spørgsmål i relation til udpegningen kan rettes til bestyrelsesformand Per Falholt på tlf. 24 42 11 72.