DTU får besøg af professor Howard A. Stone fra Princeton University i USA, der skal holde efterårets Ørsted Lecture den 3. november.
Når professor Howard A. Stone tænder for mikrofonen ved DTU’s Ørsted Lecture den 3. november, så er det en højt anerkendt og prisbelønnet forsker, tilhørerne får glæden af at lytte til. Howard A. Stone er startet som kemiingeniør og har viet sin karriere til fluid mekanik med særligt fokus på viskositet.
Han har desuden bidraget til løsninger på en række problemstillinger inden for bl.a. overfladespænding og opdrift, og han har også beskæftiget sig med bl.a. varmeoverførsel.
Den amerikanske professor er ansat ved Department of Mechanical and Aerospace Engineering ved Princeton University i USA, men er uddannet fra University of California i 1982 og gennemførte i 1988 sin ph.d.-uddannelse ved Caltech. I 1989 fik han ansættelse på Harvard University, hvor han har været professor, indtil han for nyligt flyttede til Princeton.
Prisbelønnet – også for sin undervisning
Gennem årene har Howard A. Stone modtaget priser for sin forskning, bl.a. ’NSF Presidential Young Investigator Award’ og ’G.K. Batchelor Prize in Fluid Dynamics’. Professor Stone er ikke kun blev hædret for sin forskningsindsats. Han har også modtaget flere priser for sit virke som underviser. Senest i 2000, hvor han blev udnævnt til ’Harvard College Professor’ – som anerkendelse af hans fremragende indsats for undervisningen på Harvard.
Howard A. Stone lægger heller ikke skjul på sin glæde ved at undervise, og om sine studerende har han udtalt:
”They have been a source of questions, insights and continued learning for me.”