Indlandsisen er rykket frem i løbet af de sidste 4000 år, og først i de sidste 100 år er isen begyndt at smelte. Det viser helt nye forskningsresultater fra DTU Space
I løbet af de sidste 4000 år har randen af indlandsisen i Sydvestgrønland bevæget sig 30-40 km fremad, fordi temperaturen i perioden faldt med ca. 3 ºC. Først i løbet af de sidste 100 år er temperaturen igen steget, og det har fået isen til at smelte. I øjeblikket bliver udløbsgletsjerne i Sydvestgrønland op til 100 m tyndere ved randen om året.
”Vi har kortlagt randen af indlandsisens bevægelser med særligt fintfølende GPS-stationer, der er placeret på fjeldet langs isens rand. Når klimaet bliver koldere, vokser mængden af is, og det får randen af indlandsisen til at rykke fremad. Isens enorme vægt presser grundfjeldet nedad, og den sænkning kan måles med GPS-stationerne. Når isen smelter, som vi oplever i øjeblikket, hæver grundfjeldet sig igen,” forklarer Shfaqat Abbas Khan, som er seniorforsker på DTU Space og har stået i spidsen for forskningsprojektet.
Gletsjerne i Sydøstgrønland er i løbet af de sidste 10 år blevet så meget mindre, at grundfjeldet har hævet sig flere centimeter. Hvert år forsvinder der 160 kubikkilometer is alene fra gletsjerne i Sydøstgrønland. Det svarer til det samlede årlige vandforbrug fra en milliard danske parcelhuse. Afsmeltningen fra Sydøstgrønland udgør 70 % af indlandsisens samlede massetab.
Resultaterne er indhentet i samarbejde med University of Colorado og er netop blevet offentliggjort i det anerkendte internationale forskningstidsskrift Journal of Geophysical Research