DTU er blandt de bedste 150 universiteter i verden til at uddanne jobegnede kandidater. Det viser en netop offentliggjort rangliste.
Ranglisten Global Employability University Survey placerer DTU som nr. 112 blandt verdens universiteter til at uddanne kandidater, som rekrutteringsansvarlige vurderer som jobegnede og gerne vil hyre. Dermed springer DTU 29 pladser op ad ranglisten i forhold til 2014.
Ranglisten er baseret på en spørgeskemaundersøgelse i 21 lande blandt 2287 headhunters og 2400 administrerende direktører i internationale rekrutteringsvirksomheder med over 1000 ansatte. Læs mere om metoden her (på engelsk).
Kun to danske universiteter blandt top 150
DTU er den ene af kun to danske universiteter, som har placeret sig i top 150 på ranglisten, hvor Københavns Universitet er kommet ind på en plads som nr. 52.
På ranglistens top ti befinder sig hovedsageligt britiske og amerikanske universiteter, hvor førstepladsen går til Havard University, mens anden- og tredjepladsen går til henholdsvis University of Cambridge og University of Oxford. Det øverst placerede europæiske universitet finder man på 11.-pladsen, hvor DTU’s allianceuniversitet, Technische Universität München, ligger. Læs mere om DTU's alliance "Eurotech Universities".
Karakterer vægter lavt i rekruttering
I undersøgelsen skulle de adspurgte rekrutteringsansvarlige også oplyse, hvilke egenskaber de vægter tungest, når de skal rekruttere nyuddannede kandidater. På tværs af lande og kontinenter kom enslydende svar, om følgende prioritering af egenskaber:
- Specifikke kompetencer.
- Erhvervserfaring.
- Kandidatens specialiseringsområde.
Hos rekrutteringsansvarlige i Europa, samt på det amerikanske kontinent er de nyuddannedes karakterniveau blandt de lavest prioriterede egenskaber. Og kun lidt højere vægter de, hvilket universitet kandidaten er dimitteret fra.
- Rankingen Global Employability University Survey er designet af Emerging, en fransk human ressources-virksomhed og udført af Trendence, et tysk markedsanalyse-firma.
- Spørgeundersøgelsen blev udført i perioden fra april til august 2015.
- Rekrutteringsansvarlige fra 21 lande har medvirket. Landene var Australien, Brasilien, Canada, Frankrig, Holland, Indien, Italien, Japan, Kina, Mexico, Polen, Rusland, Singapore, Sydkorea, Spanien, Storbritannien, Sverige, Schweiz, Tyrkiet, Tyskland og USA.
- Landene er udvalgt, fordi de er tunge globale aktører inden for uddannelse,der samlet uddanner 80 % af verdens kandidater, samt har mindst ét internationalt anerkendt universitet.