Danmarks hurtigste supercomputer indviet

Landets mest kraftfulde computer blev indviet torsdag d. 22. oktober på Danmarks Tekniske Universitet. Niflheim, som computeren er døbt, kan udføre over 45 billioner regnetrin i sekundet og skal bruges i jagten på gode katalysatorer, der kan anvendes i fremtidens bæredygtige energiforsyning.

Den nye supercomputer skal blandt andet gøre det muligt at forbedre udnyttelsen af vedvarende energikilder, som sol og vind. Den grønne energi skal kunne omdannes til kemisk energi, som blandt andet kan gemmes til tidspunkter, hvor det er overskyet eller vindstille. Dertil kræves nye, billigere og mere effektive katalysatorer, som er materialer, der gør kemiske reaktioner hurtigere og mere energibesparende. For at finde dem kræves komplekse beregninger og enorm regnekraft. Det er nu blevet muligt med den nye supercomputer, som fylder et helt lokale og består af 412 servere med hver 24 GB arbejdshukommelse.

 

Niflheim skal bruges på Catalysis for Sustainable Energy (CASE) på DTU. De nye computersystemer er leveret af HP og er finansieret på en bevilling fra Dansk Center for Scientific Computing (DCSC) i fællesskab med CASE-projektets egne midler.

 

Læs mere på case.dtu.dk

  

Læs omtalen af Niflheim på version2.dk