Ny matematikbog fra DTU skal vække de unge

Eleverne på landets ungdomsuddannelser har netop modtaget en ny matematikbog, som med moderne eksempler viser hvor vigtig matematik er i samfundet og i vores hverdag.

Matematik er kedeligt og uvedkommende. Sådan er holdningen blandt mange unge på landets gymnasier og tekniske skoler. Det er så kedeligt, at når der skal vælges fag i gymnasiet så vælger kun 17 % at læse matematik på højt niveau. Det er et samfundsproblem, DTU Informatik og DTU Matematik vil forsøge at påvirke med en matematikbog som netop er udgivet. For når de unge ikke vil lære om algoritmer og dobbeltlogaritmiske akser, så har de ikke mulighed for senere i livet at få adgang til studier som medicin, cand.polit. eller for den sags skyld ingeniørstudiet på DTU.

 

Eksempler fra hverdagen er i fokus

Titlen på bogen er Matematiske Horisonter, og den er skrevet af forskere og studerende på Danmarks Tekniske Universitet. Dykker man ned i bogen, kan man for eksempel få svar på, hvordan man slukker en skovbrand ved hjælp af matematiske formler, og hvordan man ved hjælp af matematik kan forklare, hvorfor en cykelrytter kan køre så hurtigt op ad Alpe d’Huez. Og det er netop sådanne eksempler, der gør Matematiske Horisonter unik, mener institutdirektør på DTU Informatik Kaj Madsen:

 

”Det er altafgørende, at hvis vi vil fange de unges opmærksomhed og få dem til at interessere sig for matematik, så er vi nødt til at tage udgangspunkt i deres hverdag og på den måde vise dem, hvor sjov matematik faktisk er, og det, synes jeg, er lykkedes med Matematiske Horisonter.”

 

Opskriften er altså vedkommende matematik, en præmis Kirsten Stenkille fra 3g på Birkerød Gymnasium godt vil købe:

 

”Det er mange gange svært at relatere til eksempler fra det gamle Grækenland, så jeg tror helt sikkert, at eksempler fra vores hverdag vil gøre matematik mere sjovt, mere spændende og dermed få flere til at interessere sig for matematik.”  

 

reception på matematiske horisonter 001.jpg

Interessen for Matematiske Horisonter er allerede stor. Her sidder fire elever fra Birkerød Gymnasium og studerer deres nye bog.

Foto: DTU

 

Matematik er også for kvinder

Generelt er der flere mænd end kvinder, der vælger at vie deres liv til matematikken, men det burde ikke være sådan, mener Helle Rootzén som er medforfatter til Matematiske Horisonter. Derfor gør hun en særlig indsats for at vække de kvindelige elever på landets gymnasier og tekniske skoler med kapitlet ”Kvinder og matematik”:

 

”Mænd og kvinder er lige gode til at regne, det er videnskabeligt bevist. Men mange matematikbøger henvender sig mest til mænd. Mænd vil gerne regne på, hvem der er størst, bedst eller hurtigst, men det er ikke altid det, der inspirerer kvinderne. De vil hellere beskæftige sig med, hvilken medicin der virker bedst, eller hvordan vi forbedrer miljøet, og vi skal have fortalt kvinderne, at man altså også bruger matematikken til sådanne nogle ting,” siger docent og medforfatter Helle Rootzén, DTU Informatik.