Der var mange forskellige tilgange til opgaven, som blev gået til med både alvor og humor. Foto: Mikal Schlosser

Velkommen til 1.400 nye ansigter på DTU

Byggeri

Ikke mindre end 1.394 blev i år optaget på DTU’s bachelor- og diplomuddannelser, og mandag d. 27. august var de alle mødt op på DTU til introdag. Den første dag på DTU ud af mange.

Det kan være overvældende at starte på et nyt studie. Hvem er mine medstuderende? Hvordan finder jeg hen til den rigtige bygning? Hvor er kantinen? Hvilket kollegium skal jeg bo på? Og hvor kan jeg købe mine bøger? Spørgsmålene er utallige og informationsmængden tilsvarende bastant!

Første dag giver på ingen måder svar på alt, men en hel gruppe af nuværende studerende fra DTU står ved studiestart – og nogle gange helt bogstaveligt – på hovedet, for at gøre overgangen til universitetslivet så let som muligt. Koordineringen af Bachelor Studiestarten, KABS, har ansat ældre studerende kaldet 'vektorer', der fungerer som rusvejledere i første semester, samt starten af andet.

Introdag
Til at byde velkommen, på introdagen, var der udover de ældre studerende, bachelordekan Martin Vigild, formand for Polyteknisk Forening (PF) Line Steiness Dejnbjerg Jensen og Rektor Anders O. Bjarklev. De bød på DTU’s vegne velkommen i den store sportshal til først de 489 optagne på diplomingeniøruddannelse, og senere på dagen til de 905 nye civilingeniører på bachelordelen.

Det var første gang Anders O. Bjarklev som rektor skulle byde velkommen til årets nye kuld af studerende. Dagen var derfor også noget, han personligt havde set frem til - og efter et stort og hjerteligt ’velkommen’, tilføjede han blandt andet:  

”Vi er ganske ambitiøse på vores egne, men også på jeres vegne. For I er nu en del af den danske universitetselite, som studerende på Danmarks Tekniske Universitet,” og Anders O. Bjarklev fortsatte med at forklare de nyeste medlemmer af ’DTU-familien’, at selvom de kunne regne med, at det ville komme til at kræve både sved og hårdt arbejde, at komme igennem de næste år, var det vigtigt, at prioritere det sociale. Han opfordrede dem derfor til at opbygge gode venskaber og pleje netværk, som de kan trække på, når det bliver hårdt. Venskaber der meget muligt kan ende med at vare resten af livet.   

studiestart-5.jpg

Næsten 500 kommende diplomingeniører, og senere på dagen godt 1000 civilingeniører på bachelordelen, var mødt op til introdag på DTU. Foto: Mikal Schlosser

Spaghetti, skumfiduser og samarbejde…
Efter velkomsttalerne blev de studerende introduceret for begrebet CDIO (Conceive, Design, Implement, Operate), som karakteriserer de faser, som ingeniørens problemløsning gennemgår. Fra idéfase over til design-, implementerings- og anvendelsesfasen. Helt konkret udmøntede dette sig i en samarbejdsopgave for de fremmødte diplomingeniører, der med spaghetti og skumfiduser skulle bygge et tårn, hvis konstruktion kunne modstå både jordskælv og skybrud.

Det sidste blev testet på 6 nominerede tårne, ved at de, på scenen, blev rusket og overhældt med vand. I sidste ende overlevede 4 tårne strabadserne, og det højeste tårn, som stadig stod, efter klimaets og jordens rasen, vandt årets dyst.

Tirsdag d. 28. august starter rusturen, og mandag d. 3. september er der studiestart, som bliver starten på det studie der skal uddanne dem til at blive fremtidens problemknusere og måske endda innovative entreprenører.  

studiestart-31.jpg

Bachelordekan Martin Vigild testede de mere eller mindre sikre konstruktioner. Foto: Mikal Schlosser