DTU’s internationale energikonference 2013 satte fokus på, hvordan grønne teknologier kan være med til at drive væksten i vores samfund. Torsdag d. 12. september sluttede konferencen med en paneldiskussion, hvor bl.a. Klima-, Energi- og Bygningsminister Martin Lidegaard deltog.
Blandt emnerne på konferencen var smarte byer, intelligente energisystemer, energilagring, brændselsceller og brintteknologi, varmepumper samt bæredygtige energiteknologier som sol, vind og bio. Alle sammen emner der spås at få en central rolle i fremtidens bæredygtige samfund.
Emnerne blev over tre dage diskuteret på individuelle sessioner, og konferencen sluttede med en paneldiskussion mellem repræsentanter fra energisektorens største spillere nemlig Klima-, Energi- og Bygningsminister Martin Lidegaard, Claus Hviid Christensen, R&D Direktør i DONG Energy, Hans Peter Slente, Direktør i DI energi, Anders Stouge, vicedirektør i Dansk Energi, Michael Weinhold, professor, Siemens AG, samt Ulrik Dan Weuder, underdirektør i ATP.
”En af de ting der gik igen i deltagerenes indlæg var en stor tilfredshed med det gode samarbejde på energiområdet mellem DTU, politikerne og erhvervslivet. På DTU stræber vi efter, at drive forskning der fører til resultater, som gør gavn i samfundet. Derfor er det glædeligt at både brancheorganisationer, politikere og virksomheder synes, at vi lykkes med dette,” udtaler vicedekan Hans Hvidtfeldt Larsen fra DTU Nationallaboratoriet for Bæredygtig Energi, som var vært for konferencen.
Minister Martin Lidegaard stillede i sit oplæg spørgsmålet: Regeringen har lagt en ambitiøs plan på energiområdet frem til 2020 og det stiller høje krav til Danmark, men hvorfor gør vi det? Og ministeren svarede selv på spørgsmålet:
"Vi gør det for klimaet, vi gør det fordi vi synes det er god økonomi, og vi gør det, fordi det simpelthen er en god forretning. I løbet af de næste 20 år er det nødvendigt at renovere eller udskifte mere end 80 % af anlæggene til energiproduktion i Europa, så lige nu har vi en enestående mulighed for at erstatte dem med nye teknologier - og tanken om for eksempel bare at erstatte de eksisterende kulkraftværker med nye giver ikke mening for mig. Vi er nødt til at gribe chancen for forandring nu den er der.”
Konferencen samlede mere end 200 deltagere fra den internationale energiverden, herunder forskere, industrifolk og embedsmænd fra ministerier og styrelser. 25 lande var repræsenteret, ud over Danmark adskillige EU lande, men også fjerne lande som Australien, Brasilien, Cameroun, Chile, Ghana, Indien, Malaysia, New Zealand, Pakistan, Sydafrika og USA.

Fra venstre: vicedekan Hans Hvidtfeldt Larsen, Klima-, Energi- og Bygningsminister Martin Lidegaard og rektor Anders Bjarklev (Foto: Mikal Schlosser)

I paneldiskussionen deltog Klima-, Energi- og Bygningsminister Martin Lidegaard, Claus Hviid Christensen, R&D Direktør i DONG Energy, Hans Peter Slente, Direktør i DI energi, Anders Stouge, vicedirektør i Dansk Energi, Michael Weinhold, professor, Siemens AG, samt Ulrik Dan Weuder, underdirektør i ATP (foto: Mikal Schlosser)