Dansk brystmælk forurenet

En ny undersøgelse viser, at danske kvinders brystmælk indeholder foruroligende store mængder af hormonforstyrrende stoffer. Forskere fra Rigshospitalet og DTU står bag og opfordrer til politisk handling.

Danske kvinders brystmælk har generelt et højere indhold af svært nedbrydelige hormonforstyrrende stoffer som fx dioxiner, PCB, pesticider og flammehæmmere, end finske kvinder. Det viser en ny undersøgelse, foretaget af danske forskere fra DTU og Rigshospitalet. I undersøgelsen har man undersøgt indholdet af 121 forskellige hormonforstyrrende stoffer i brystmælk fra 36 danske og 32 finske kvinder.

 

"Resultaterne forstærker mistanken om, at det er forurening med hormonforstyrrende stoffer i fostertilstanden, der fremkalder testikelkræft samt forstyrrelser og misdannelser af de mandlige kønsorganer, som vi i højere og højere grad ser i Danmark," siger forskerne bag undersøgelsen, overlæge Katharina Main og professor Niels E. Skakkebæk, der begge er fra Rigshospitalet og Københavns Universitet samt ph.d.-studerende Konrad Krysniak-Baltyn og forskningsleder Thomas Skøt Jensen fra DTU.

 

Resultaterne af undersøgelsen blev den 24/9 2009 offentliggjort online i det videnskabelige tidsskrift International Journal of Andrology.

 

"Forureningen med hormonforstyrrende stoffer i Danmark har en pris, som vi ikke må sidde overhørig. Der skal handles og oplyses om problemet. Hvis vi ikke sætter hårdt ind mod forurening med hormonforstyrrende stoffer, så kan vi inden for en nær fremtid få svært ved at opretholde vores befolkningstal. For det er ene og alene med hjælp fra kunstig befrugtning, at vi ikke oplever et fald i dag," siger Niels E. Skakkebæk.

 

Det er fx gennem rester af sprøjtemidler og kemikalier i fødevarer og kosmetik, eller flammehæmmere i møbler, tøj, computere og andet elektronisk udstyr, at vi i dagligdagen bliver udsat for de hormonforstyrrende stoffer. Forskerne bag undersøgelsen anbefaler derfor gravide og ammende kvinder at opretholde en sund livsstil og bl.a. følge Miljøstyrelsens råd om ni gode vaner til ammende og gravide.

 

Dog bør danske kvinder ikke holde op med at amme deres børn, da de gavnlige effekter af at amme børn opvejer de negative konsekvenser, som de hormonforstyrrende stoffer kan få.

 

Forskningen er udført i Center for Sygdomssystembiologi, et forskningssamarbejde mellem DTU og Rigshospitalet, som Villum Kann Rasmussen fonden har støttet med 24 millioner kroner.

 

Mere info. Niels E. Skakkebæk, nes@rh.dk

 

Læs mere om den videnskabelige undersøgelse 

  

Læs miljøstyrelsens råd om ni gode vaner til ammende og gravide