Denise Neumann bliver en af de første, der gennemfører den to-årige kandidatuddannelse i Farmateknologi fra DTU, og hun føler sig godt rustet til at komme ud i et job i medicinalbranchen. Hun tog en bachelor i biokemi på Københavns Universitet, men da kandidatuddannelsen skulle vælges, gik hun efter noget mere virkelighedsnært.
”Biokemi er meget grundforskningstungt, og det var svært at se, hvor jeg passede ind i industrien med den baggrund. Jeg ville også skulle kæmpe meget for at kunne skrive speciale i samarbejde med en virksomhed. På Farmateknologi er vi sikre på at kunne det og vælger specialeprojekt ved en speeddating med virksomhederne. Det er en kæmpe fordel,” fortæller hun.
Denise skiver speciale hos ALK-Abelló, der arbejder med produkter til behandling og forebyggelse af allergi.
”Jeg arbejder på at optimere et af de tidlige trin i produktionen af en tablet mod husstøvmideallergi. Vi skal finde en metode, der reducerer produktionstiden og samtidig opfylder kravene til good manufacturing practice, opskalering og så videre.”
En stor del af arbejdet består i at teste, om slutproduktet fortsat er fuldstændig det samme, som det allerede godkendte produkt. Dette gøres ved hjælp af ti forskellige certificerede analysemetoder i ALK-Abellós laboratorier.
Som en opstart til specialet laver de studerende et integreret forprojekt hos virksomheden, så de har tid til at komme rigtigt ind i det og kan nå at blive trænet op til at bruge laboratorier osv.
I samarbejde med industrien
Hos ALK -Abelló er de glade for de studerende fra Farmateknologi, fortæller Denise Neumanns vejleder, Jakob Hjortkjær. Han har selv læst bioteknologi på DTU, og han misunder nu de studerende på Farmateknologi.
”Det er fantastisk for dem, at de er sikret en specialeplads i industrien. Det er meget vigtigt, for de lærer en del af det. Det er nemlig helt anderledes at arbejde herude i industrien end at fordybe sig i noget udelukkende på DTU, som jeg gjorde, da jeg selv skrev speciale,” siger Jakob.
Farmateknologi er da også blevet skabt og formet i samarbejde med industrien, fortæller studieleder Peter Heegaard, der er professor ved DTU Veterinærinstituttet.
”Vi spurgte simpelthen en række virksomheder, hvad de godt kunne tænke sig. Og de efterlyste kandidater, som er eksperter inden for deres specialområde og samtidig ved, hvad der er op og ned på en lægemiddeludviklingsproces. Ikke mindst er det vigtigt, at de studerende får øje for det teamwork, der ligger bag lægemiddeludvikling og for samspillet mellem forskning, produktion og kommercialisering,” siger Peter.
Hele seks institutter på DTU samarbejder om uddannelsen, hvilket sikrer et bredt spektrum af fag, sådan at alle uanset deres specialisering får snuset til hele lægemiddelprocessen.
Kandidaterne får samtidig et dybt og solidt kendskab til de områder, som de vælger at specialisere sig i.
At de studerende på Farmateknologi kommer fra forskellige bachelorlinier som Bioteknologi, Teknisk Biomedicin og Biokemi er ligeledes en fordel, fremhæver Peter.
”Vi lader dem arbejde i tværfaglige teams for at efterligne det multidisciplinære miljø, man benytter sig af i virksomhederne. Det er også med til at udvikle de studerendes kommunikationsevner – en meget vigtig kvalitet for en ingeniør, der skal ud og virke i farmaindustrien.”
Løsningsorienteret kandidat
Studieledelsen har fortsat løbende kontakt med virksomhederne, og erhvervslivet er til stede for de studerende gennem hele uddannelsen.
”Alle fag har haft nogle gæsteforelæsere ude fra industrien, der har fortalt, hvordan teorien og teknikkerne bruges hos dem. Det er vildt fedt at få at vide, hvordan det, man lærer, rent faktisk kan benyttes,“ fortæller Denise.
Samarbejdet med ALK-Abelló har også kun bekræftet Denise i, at al den nye viden er anvendelig.
”Vi lærer virkelig det, som de har brug for i industrien. Vi hører om alle faserne i farmaindustrien – lige fra forskning og udvikling til dokumentation og kvalitetskontrol. Alt sammen noget, som er vigtigt at vide, for hvis vi for eksempel får job i produktudviklingen, ved vi, hvad der er sket inden, og hvad det aktive stof skal videre til af formulering, kliniske studier osv.”
Denise har specialiseret sig i organisk og biologisk kemi via sine valgfag.
”Men den brede viden gør altså, at jeg også kan være bindeled mellem afdelingerne i virksomheden. Uddannelsen har desuden givet mig en helt ny tankegang, hvor jeg er langt mere løsningsorienteret. Jeg er virkelig godt rustet til at få et job og passe lige ind i industrien.”
Studielederen er også sikker på, at de studerende er klar til at komme ud og arbejde.
”Den tætte og konstruktive kontakt til virksomhederne giver kandidaterne baggrund for hurtigere og mere effektivt at kunne anvende deres faglighed i industrisammenhæng,” fortæller Peter.
- Mette Buck Jensen