Fire specialestuderende ved DTU har modtaget hver et scholarstipendie fra Novo Nordisk og Novozymes. Stipendierne uddeles hvert år for at støtte unge i deres forskeruddannelse.
I 2014 uddeler Novo Nordisk og Novozymes i alt legater for 2,6 mio. kr. til 39 specialestuderende, der forsker inden for naturvidenskab og bioteknologi på danske universiteter og Lund Universitet. Fire af stipendierne går til studerende på DTU.
Stipendierne overrækkes den 22. januar i forbindelse med et symposium, hvor stipendiemodtagere fra sidste år fremlægger deres projekter for de nye specialestuderende og deres vejledere. Det foregår enten som foredrag eller i form af en populærvidenskabelig artikel. Der uddeles priser til de to bedste indlæg i hver kategori.
De fire nye stipendiemodtagere fra DTU og deres specialeprojekter er:
- Andreas Porse, Stability of large plasmids in competitive environments.
- Cecilia Engel Thomas, Using mass cytometry and computational methods to identify cellular stages in cancer.
- Pascal Timshel, Human Genetic Variation Associated with Obesity
- Anne Bresciani, The interplay of sequence conservation and T cell immune recognition
Stipendierne uddeles som led i det såkaldte Novo Scholarship program, hvor de specialestuderende kan opnå et stipendium på op til 84.000 kr. for et år. Efter stipendiets udløb kan de studerende i en ni måneders periode søge støtte til at præsentere deres resultater på internationale konferencer.