Deres Majestæt, Deres excellencer, ærede ministre, kære gæster, skattede kolleger, herlige studenter, mine damer og herrer.
Velkommen til DTU’s årsfest arrangeret i samarbejde med Polyteknisk Forening.
Internationaliseringen er et område som DTU lægger mange kræfter i. Det har vi gjort i nogle år, og det vil årrækker frem fortsat være DTU’s vigtigste fælles indsatsområde. Man kan med føje påstå, at DTU altid har haft en international dimension i sit virke. Den har i sit indhold reflekteret tidens behov og muligheder i kombination med den herskende evne til at se og den tilstedeværende energi til at handle.
Men den internationaliseringsindsats som gøres i disse år har et helt andet afsæt end tidligere, en helt anden eksistentiel karakter end førhen og en helt anderledes indre logik og ydre sammenhæng.
Internationalisering og globalisering er begreber, der - med oftest synonym anvendelse - har udviklet sig i retning af jargon blandt meningsdannere og meningshavere, når det drejer sig om nationers, institutioners og virksomheders positionering, konkurrenceevne og udvikling. Jargon bliver imidlertid let til kliché, og så er der ikke langt til kedsomhedens gab. Men sådan bør det ikke være, dertil er emnekredsen for vigtig.
Globaliseringen er et vilkår, som ikke kan fravælges. Det kommer udefra og melder sig med stadig større styrke i form af de grundvilkår, som nationer, institutioner og virksomheder er underkastet.
Internationaliseringen er derimod en eksistentiel viljesakt, der netop kan tjene til aktivt at adressere globaliseringens muligheder og undgå at blive dens offer p.g.a. inkompetent handlingslammelse eller uopmærksom skødesløshed.
Fornuftsbaseret internationalisering kræver kontekst. Uden denne kan internationaliseringens rette indhold ikke defineres. Internationalisering i sig selv kan næppe tillægges nogen som helst værdi, omend internationalisering i nutidigt sprogbrug utvetydigt er et plusord. Konteksten er det afgørende.
For DTU bliver konteksten for vores internationalisering defineret af vores rolle i det danske samfund. (Så selvmodsigende det end måtte lyde.) Vi må altså være skarpe på, hvad vores rolle er i det danske samfund.
For uanset vores lovfæstede universitetsautonomi – som vi er meget glade for – og vores akademiske frihed og videnskabelige uafhængighed – som vi er mere end glade for (faktisk ville vi være rigtig utilfredse, hvis vi ikke havde den) – så er vi en del af det danske samfund, endda en vigtig del. Vi er heller ikke blinde for, at vi altovervejende direkte og indirekte er finansieret af de danske skatteborgere.
Men vores dedikation til at løse, hvad vi ser som vores samfundsopgave, stikker dybere end som så. Den er udtrykt i vores mission: ”DTU skal udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet”. Dette sigte går helt tilbage til universitetets grundlæggelse i 1829 som Den Polytekniske Læreanstalt med helt samme formål. Så det ligger i vore institutionelle gener.
For nogle år siden blev den forskningspolitiske doktrin i kort form formuleret som: ”Fra forskning til faktura”. Den blev ikke modtaget med entydigt overstrømmende begejstring i det akademiske miljø. Inden for store dele af den offentlige forskningsverden blev den set som ubehagelig kommerciel eller ligefrem småvulgær i sit ensporede budskab. Dette simple og derfor også ukomplette billede, flugter trods sin profanitet egentlig meget godt med det tekniske universitets polytekniske rolle. Alligevel blev vi måske også en lille smule stødt: Vi følte det nok en anelse fornærmende at skulle modtage missionerende belæring af de nys omvendte.
Vi har nemlig vidst det hele tiden. Vi har arbejdet for det hele tiden. Det har faktisk været vor mission hele tiden.
Det har altid været det tekniske universitets rolle at understøtte industri og erhvervsliv med teknologi, forskningsbaseret know-how og know-why.
Spørgsmålet er i virkeligheden: hvorledes forvalter vi bedst vores opgave i dag? Globaliseringen betyder, at DTU må anlægge en langt mere international tilgang end tidligere.
Traditionelt var DTU’s rolle at understøtte dansk industri. Det er det stadig, men blot ikke dansk industri i snæver forstand, forstået som danske virksomheder – hvilket iøvrigt bliver sværere og sværere at give en klar og dækkende definition af.
Danske virksomheders interesser og det danske samfunds interesser er imidlertid ikke sammenfaldende.
Det kan skabe stor mening for en dansk virksomhed at flytte aktiviteter til udlandet for herigennem at sænke sine produktionsomkostninger og styrke sin konkurrenceevne.
At ”skabe stor mening” dækker i realiteten over at skabe større overskud. At arbejdspladser og skatteindtægter herefter ligger i udlandet er ikke et problem for virksomheden, men kan jo meget vel være det for det danske samfund. Specielt hvis den ”danske” virksomhed lægger alle sine aktiviteter uden for landet, herunder også de højtkvalificerede og højtindtjenende arbejdspladser. Det danske ved virksomheden kan herved være reduceret til at ejeren er dansk eller for et aktieselskab at hovedaktionæren er dansk, måske en dansk fond, eller ligefrem blot at ejerne engang primært var danske. Jeg skal ikke hermed antyde noget odiøst i at danske virksomheder handler forretningsmæssigt rationelt, det er vel nærmest deres pligt.
Men det betyder noget for det danske samfunds ageren, og det betyder specielt en del for DTU’s ageren til gavn for det danske samfund som landets teknisk-naturvidenskabelige dynamo.
DTU skal ikke indsnævre sit fokus og indskrænke sin rolleforståelse til dansk industri og erhvervsliv i snæver forstand. DTU skal derimod understøtte industri og erhvervsliv i Danmark. D.v.s. meget gerne udenlandske virksomheder, der lægger aktiviteter i Danmark; ja, vi vil være glade og stolte, hvis de gør det på grund af DTU’s direkte eller indirekte bidrag til landets erhvervsbetingelser, herunder adgang til en teknologisk højt kvalificeret arbejdsstyrke, og ikke mindst til højt kvalificerede ingeniører og forskere samt muligheden for løbende teknologioverførsel fra DTU gennem fællesprojekter, erhvervs-ph.d.’ere, IPR aftaler mv. Den beskæftigelsesmæssige multiplikatoreffekt heraf gavner store medarbejdergrupper også i underleverandørvirksomheder og løfter hele samfundsøkonomien.
Noget sådant er sket f.eks. inden for vindmølleindustrien. Måske har det toppet; men spiller vi vore kort klogt, tror jeg kun, vi står ved begyndelsen og kan tiltrække flere internationale virksomheder til Danmark. Ikke mindst p.g.a. DTU’s internationale førerstilling inden for vindenergiforskningen – en stilling vi i fællesskab bør værne om kan holdes, hvilket bl.a. vil kræve store offentlige infrastrukturinvesteringer.
Andre eksempler kunne gives inden for pharma-industri og bioteknologi, informations- og kommunikationsteknologi, audiologi og medikoteknologi m.fl.
Vækst i eksisterende højteknologivirksomheders aktiviteter i Danmark, tiltrækning af teknologitunge aktiviteter til landet fra udenlandske virksomheder, og en løbende tilvækst fra videnbaserede start-ups og spin-outs er en forudsætning for at opretholde velstand og velfærd.
Det kræver imidlertid, at vi som nation tænker internationalt under globaliseringens vilkår, d.v.s. at internationalisering ikke må ske i godtroende naivitet, men i kalkuleret egeninteresse.
Og for det tekniske universitet betyder det nationale ansvar, at vi må agere internationalt. Gerne så det gavner andre, men altid så det gavner os selv - for nu at sige det lige ud. For ethvert internationalt initiativ er det afgørende at få klarlagt, hvad formålet er, at vurdere om de påtænkte aktiviteter tilstrækkeligt effektfuldt opfylder formålet, og at udfordre om formålet overordnet set i tilstrækkelig grad tjener vores nationale interesser.
Hvilke formål er det da, at DTU skal forfølge i sin internationalisering?
Jo, vi skal sikre os at væsentlige teknologiske gennembrud, ny fundamental indsigt og pludseligt opståede fagdiscipliner inden for det teknisk-naturvidenskabelige område ikke går os upåagtet forbi. Vi skal vide, hvad der sker i verden inden for ingeniørvidenskaberne, så vi aktivt kan beslutte, om det er noget, vi skal gå ind i, måske ligefrem opdyrke som satsningsområde eller blot følge som dansk observationspost. Vi skal sikre vidensudveksling på højeste niveau gennem ud- og indgående gæsteprofessor-arrangementer, ph.d. og post.doc. udveksling, fælles forskningsprojekter og uddannelsesprogrammer, strategiske alliancer m.v.
Men det følger, at det i realiteten kun er af virkelig betydning hvis det foregår på højt internationalt niveau, d.v.s. at DTU er i samspil med internationalt førende, hovedsagelig tekniske universiteter.
Forfølges disse formål, tjener det så vores overordnede nationale interesser?
Ja, det gør det, for det sikrer dansk industri og erhvervsliv bred adgang på eller gennem DTU til højteknologi, ikke på et selvdefineret provinsielt niveau men på internationalt højt niveau.
Det sikrer, at DTU holdes fast og testes i sin elitære ambition.
Det sikrer, at DTU’s forskere inspireres og udfordres af internationalt førende forskere inden for deres respektive felter. Det giver DTU’s yngre forskere ideelle muligheder for at udfolde deres individuelle talent i krævende sammenhænge. Men det giver også DTU en international rekrutteringsbase af højt kvalificerede forskere, hvad vi i høj grad udnytter, idet mere end en tredjedel af vore nyansættelser er internationale.
Det giver videre vore danske studerende adgang til ophold på de mest efterspurgte udenlandske universiteter; og det giver anledning til at mange særligt dygtige studerende fra andre lande søger til DTU. I det omfang dansk industri og erhvervsliv griber chancen og tåbelig hindrende lovgivning fjernes, kan mange af disse fastholdes i spændende, værdiskabende job. Denne ”brain gain”-effekt kan på længere sigt vise sig at blive et af DTU’s mest afgørende bidrag til det danske samfunds svar på globaliseringsudfordringen.
Man kan selvsagt i realiteten ikke vælge at være international, i betydningen at arbejde internationalt på højt niveau.
Man kan højst vælge at række ud i verden og håbe, at den vil besvare ens kald. Svaret er reelt omverdenens vurdering af, hvad man selv har at byde på.
Javel, der er altid nogen, man kan byde op, og som siger ja. Men at byde en ombejlet, attraktiv partner op og få et ja, er ikke alle beskåret. Heller ikke i den akademiske verden.
Man er først internationalt anerkendt, når man også bliver tilvalgt. Når man bliver budt op til samarbejde af en international, attraktiv partner, som også i sin oplyste egeninteresse mener, det er klogt at samarbejde med en.
DTU er i dag i den historisk usædvanlige situation, at ikke bare rækker vi ud, men der rækkes også ud til os fra elitedivisionen af tekniske universiteter verden over.
Det er ikke længere blot en håbefuld stræben for DTU, det er en realitet. Og denne realitet søger vi at konsolidere, medens muligheden er der, ved indgåelse af gensidigt forpligtende strategiske partnerskaber, udarbejdelse af konkrete fælles uddannelsesprogrammer, etablering af sammenhængende forskningsprojekter og oprettelse af balancerede udvekslingsaftaler.
DTU er i dag ikke blevet et betydende internationalt universitet p.g.a. hvad vi siger, ønsker eller tror.
Det skyldes ikke, at vi har lagt en ”generisk” international udviklingslinie, eller at vi i misforstået rummelighed rekrutterer, hvad vi har kunnet finde af internationale forskningsvagabonder, eller at vi i internationaliseringens navn skamfuldt har undertrykt, at vi er et dansk universitet.
For det er vi, og det giver os særpræg vedrørende omgangsform, samarbejde, studiemiljø og forskningsledelse.
Vi har fulgt en klar DTU-linie, der handler om uden falsk beskedenhed at ville være dygtige, meget dygtige inden for det teknisk-naturvidenskabelige område.
Om uden reservation at samarbejde med industri og erhvervsliv, herunder den forskningsstærke del, som vi kan lære af.
Om at holde de aftaler vi indgår til punkt og prikke.
Om at føre en konsekvent personalepolitik, der tiltrækker og udvikler dygtige personer, og hvor slendrian og udygtighed ikke accepteres.
Om at have orden i sagerne herunder økonomien.
Om at have vedkendt os vort særpræg.
Om at have tilstået, at vi følger en elitær linie.
Om at vi har turdet stå frem også internationalt og erklæret, at vi er hvem vi er.
Ja, vi er hvem vi er, og det vil vi ikke gøre nogen undskyldning for.
----------------------------------------------------------------------------------
Jeg skal herefter give ordet til PF’s formand, stud.polyt.
Christian Vang Madsen