Hjælp forskerne med at indsamle frøer til forskningsprojekt. Skal du på skovtur i de næste to måneder, så hold øje med døde frøer, tudser og salamandre på din vej. Finder du døde padder, så kan du hjælpe ved at tage dem med dig og indsende dem til forskerne og rapportere dit fund i et spørgeskema. Undersøgelsen løber frem til slutningen af september 2008.
Interessen for de døde padder skyldes, at to paddesygdomme har spredt sig i EU. Forskerne fra DTU Veterinærinstituttet, som leder EU-projektet RANA, vil derfor gerne kortlægge, om sygdommene har spredt sig til. Danmark, og om det har en effekt på den danske natur.
Svamp og virus inficerer padderne
Bestanden af padder er i de senere år gået tilbage og forskere internationalt er blevet opmærksomme på at årsagen skyldes infektionssygdomme. Det er især i Sydamerika, Mellemamerika og Australien, at man har påvist, hvordan padder pludselig er forsvundet på grund af sygdom.
Forskerne har identificeret to hovedsyndere: En svamp og et virus. De tekniske navne er henholdsvis Batrachochytrium dendrobatidis og ranavirus. De har begge vist sig at kunne inficere mange forskellige arter af padder og slå dem ihjel på rekordtid. Både svamp og virus er nu udbredt i Europa, men det er uvist, hvilke konsekvenser dette kan få for de europæiske og danske padder.
Sådan gør du
Det er naturligvis kun dyr, som kan være døde af en af de to sygdomme, der har interesse. Det betyder, at fx. padder, som katten har slået ihjel, er udtørret i kælderskakten eller blevet kørt ned af biler, IKKE har interesse. Det kan derimod være af stor betydning, hvis man finder døde padder ude i naturen uden umiddelbart at kunne se, hvorfor de er døde. Den type observationer vil forskerne meget gerne have oplysninger om og prøver fra.
- Tag padden med dig i en plasticpose (ligesom når hundeejere opsamler en hunds efterladenskaber)
- Put frøen i fryseren, når du kommer hjem
- Indberet dit fund i et spørgeskema på www.ranavirus.net under ”survey”
- Inden for en uge vil du blive kontaktet af forskeren
Det er ikke farligt
Det er ikke farligt at indsamle en død padde, også selv om den skulle være død af en af sygdommene – de kan ikke smitte mennesker.
Det understreges, at der på nuværende tidspunkt ikke er grund til bekymring i forhold til disse sygdomme herhjemme. Det eneste, man i øvrigt kan gøre for padderne, er at hjælpe til at bibeholde den natur, de lever i, og undlade at fange og flytte dem fra de steder, hvor de naturligt findes.
Yderligere oplysninger
Ellen Ariel, DTU Veterinærinstituttet i Århus
Telefon 7234 6869, mobil 4088 4778 eller mail eari@vet.dtu.dk
Jos Kielgast, Københavns Universitet
Telefon +41 0762849391 (Schweits) eller mail jkielgast@snm.ku.dk
www.ranavirus.net