Forskere skriver om år 2035

DTU Fotonik vover et kig i krystalkuglen i deres bog ”Beyond optical horizons”. Her beskrives, hvilken ny teknologi vi måske omgiver os med i år 2035 som følge af fotonikforskningen. Bogen, der også beskriver nutidens forskning på DTU Fotonik, skal booste rekrutteringen til master- og ph.d.-uddannelserne.

”Det er svært at spå, især om fremtiden.” Det berømte Storm P.-citat har ikke holdt forskerne på DTU Fotonik tilbage. I den nye bog ”Beyond optical horizons – today and tomorrow with photonics”, som er skrevet og udgivet af DTU Fotonik, vover instituttets 15 forskningsgrupper sig 25 år ud i fremtiden og giver kvalificerede bud på, hvilke teknologiske landevindinger vi – måske – har i vente som følge af fotonikforskningen.

 

Buddene dækker bl.a. laserkirurgi på fostre, tv-transmitterede fodboldkampe i 3-D og intelligente huse, der registrerer, hvornår alle beboerne er kommet hjem for derefter at låse dørene. At skrive om, hvordan verden kunne se ud i 2035, har været anderledes og meget udfordrende for forskerne, fortæller instituttets direktør, Anders Bjarklev.

 

”Vi ved jo, at der sker rigtig meget på 25 år. Tænk bare 25 år tilbage: Dengang anede vi ikke, hvad en sms var. Så jeg vidste, at der måske ville være en vis reservation mod at kaste sig ud på så dybt vand. Men jeg var slet ikke var i tvivl om, at de alle har en vision. For det er den første forudsætning for at lave noget fornuftig forskning,” forklarer Anders Bjarklev.

 

Med fremtidsvisionerne som udtryk for de overordnede ideer om, hvordan fotonikforskningen kan forbedre verden, håber Bjarklev at vække nysgerrighed hos kommende såvel som nuværende forskere i både ind- og udland.

 

”Det ville være vidunderligt, hvis der de næste mange år kommer medarbejdere til vores institut, som vil være med til at realisere vores visioner. Og hvis ingen af visionerne kan realiseres, så stiller jeg gerne op til udgrining om 25 år,” smiler institutdirektøren.

 

Skal tiltrække studerende

Nok om fremtiden, for den er trods alt kun en ganske lille del af de i alt 15 kapitler, som ”Beyond optical horizons” omhandler. Hovedvægten af bogen er forskergruppernes beskrivelser af deres forskning i dag. Hvert kapitel afrundes med en sides interview med en ph.d.-studerende, og en hurtig bladren gennem bogen afslører, at instituttet har tiltrukket både kvinder og mænd fra næsten alle verdens kontinenter. Samlet fremstår bogen som et udstillingsvindue, hvor instituttet fremviser både visioner, faglighed og mangfoldighed anno 2010.

 

Bogens primære målgruppe er bachelorstuderende i både ind- og udland, som overvejer, hvor de vil tage deres masteruddannelse. En sekundær målgruppe er masterstuderende, som overvejer at gå i gang med en ph.d.-uddannelse.

 

”For at komme i øjenhøjde med målgrupperne har vi prøvet at undgå at fylde bogen med gråhårede professorer. Det er vigtigt, at en bachelorstuderende i Italien eller en masterstuderende i Asien kan genkende sig selv i bogen. Vi kan skrive nok så mange tekniske besværgelser, men når man i sidste ende træffer sit valg om studiested eller den første arbejdsplads, så er det ofte et spørgsmål om mennesker,” siger Anders Bjarklev.

 

Bogen er kun udgivet på engelsk, og sprogvalget vidner også om instituttets ønske om at markedsføre sig i udlandet.

 

”De danske unge er bestemt lige så talentfulde som de udenlandske. Der er bare ikke nok af dem på grund af de små årgange,” uddyber Anders Bjarklev og tilføjer, at det også er en succes, hvis bogen kan hjælpe andre DTU-institutter med at tiltrække talenterne.

 

 

bjarklevcharlotte.jpg

Institutdirektør Anders Bjarklev satte sidste forår forskerne ved DTU Fotonik i gang med at skrive om deres forskning til bogen ”Beyond optical horizons”. Charlotte Vibeke Smit, der arbejder med instituttets kommunikation og PR, har været tovholder på bogprojektet. Foto: Thorkild Amdi Christensen.

 

 

Interne gevinster og en god gave

Den modulære opbygning af bogen med et kapitel fra hver af de 15 forskningsgrupper skaber også et godt udgangspunkt for at genbruge materialet på anden vis:

 

”Forskergrupperne kan bruge deres eget kapitel som udgangspunkt for eksempelvis pjecer, hvis de fx har brug for at dele noget materiale ud, når de deltager i konferencer,” forklarer institutdirektøren, som også ser bogen som en gevinst på den interne front:

 

”Ved fusionen blev vores institut større, og samtidig er vi spredt geografisk med forskning i både Lyngby og på DTU Risø. Selvom der er projekter på tværs af grupperne, så garanterer det ikke, at alle ved, hvad de andre laver. Det kan bogen også bidrage med. Måske inspirerer det endda til endnu mere samarbejde mellem instituttets forskningsgrupper.”

 

Med ”Beyond optical horizons” har instituttet desuden altid en gave ved hånden, når gæsteprofessorer og venner af huset kommer forbi, eller når det udenlandske netværk skal plejes.

 

”En bog smider man ikke ud, man holder fast i den, og måske læser man endda brudstykker i den. Vi håber, at de finder os interessante og måske øjner samarbejdsmuligheder. Vi kan sagtens tåle, at man kigger nærmere på os – det er faktisk kun en fordel.”

 

 

Flere oplysninger 

 

Læs artiklen "En søndag i 2035", der opsummerer fotonikforskernes bud på, hvordan deres forskning påvirker en hverdag for en almindelig dansk familie.

 

Download bogen "Beyond optical horizons".