Startup Spirits er navnet på et nyt computerspil, som udviklerne selv kalder for et ’Entrepreneurship edutainment game’. Spillet henvender sig primært til de studerende på de danske universiteter DTU, CBS og KU, som ikke i forvejen tænker og føler sig entreprenante. På en sjov og social måde skal spillet være med til at øge opmærksomheden om, hvad det vil sige at være iværksætter, og forhåbentlig få flere til at turde kaste sig ud i det.
Undervejs i spillet skal du bygge de vildeste gadgets, købe materialer, værktøjer og få hjælp i forskningsafdelingen for at komme i mål - og blive en ’rigtig entrepreneur’. Og mens man spiller, går det hurtigt op for én, at det er vigtigt at tænke bredt. Man skal fokusere på alt; både forskning og markedsføring for ikke at tale om satsningen på det helt rigtige produkt.
”Ideen bag spillet er at man helt intuitivt skal kunne spille spillet – der er derfor ikke den store introduktion, inden man som ny iværksætter kaster sig ud i udfordringerne. Læringen består bl.a. i at man selv finder ud af hvordan de forskellige funktioner spiller sammen. Og så er det helt risikofrit at afprøve sine evner som iværksætter i spillet. Det betyder blandt andet, at man sagtens kan foretage mindre gode valg uden det får fatale følger for ens læring og spiloplevelse,” forklarer Frank A. Mathiasen, som har udviklet spillet med afsæt i samarbejdet CIEL (Copenhagen Innovation and Entrepreneurship Lab).
Kom og vær med…
D. 18. februar lancerer CIEL spillet her på DTU i samarbejde med blandt andet S-huset og retningsbarerne. Alle studerende er velkomne og kan tage den bærbare under armen og deltage ved de sociale arrangementer, der vil blive annonceret i snarlig fremtid. Og for at skubbe lidt gang i de studerendes konkurrence-gen, vil det på en storskærm blive muligt at følge deltagernes fremskridt og ikke mindst se, hvem der fører.
De følgende to uger vil der efterfølgende køre en konkurrence, på hvem der kan få højest score i spillet. Vinderne for hver af de to uger vinder en super præmie til dem selv og deres medstuderende i S-huset.
Vinderne offentliggøres d. 1. marts ved åbningen af det nye DTU Innovatorium i bygning 205. Mere information kommer senere.
Du kan læse mere om spillet på www.startupspirits.dk.
Man optjener såkaldt 'Startup Value' og den der først når i mål er vinderen. (Foto: CIEL)