DTU Kemiteknik har med stor succes taget tegnefilm og fodboldanalogier i brug for at forklare indviklet forskning. Tegnefilmene har vundet priser ved en filmfestival.
Videnskabelig formidling behøver ikke være ældre herrer i kitler, der taler med lixtal så høje som Hellerups huspriser for at få alle nuancerne, sammenhængene og de indviklede metoder med. Et hold medarbejdere ved DTU Kemiteknik har sammen med det tyske produktionsselskab Goldener Westen produceret en række film om deres forskning, som for nylig vandt prisen som ‘bedste animations/tegnefilm’ ved filmfestivalen Shortfest International.
Baggrunden for filmene var, at et EU-støttet projekt om mikrofluidik skulle formidles, så det kunne forstås af enhver, og løsningen blev en serie animationsfilm med en fjollet professortype og en sportsanalogi, som gør det begribeligt, hvordan og hvorfor man med ganske små mængder væske kan lave eksperimenter på mikroplan, blandt andet som mikrobioreaktorer, som både er nøjagtige, sikre og som giver let kvantificerbare resultater.
Allerede her, på skrift, er gennemsnitsdanskeren stået af - og det er det, den animerede professor skal hjælpe med til at undgå.
"Vi prøver jo netop ikke at forfladige, vi vil bare gerne formidle bredt. Hvis folk vil se på det mere videnskabelige i det, vi laver, kan de jo gøre det andre steder hos os."
Lektor Ulrich Krühne, DTU Kemiteknik
“Udgangspunktet for projektet er, at vi forskere jo går rundt og nørder med nogle problemstillinger, som almindelige mennesker ikke kan forstå. Det løser vi ved at forklare, hvad vi gør, og hvorfor vi gør det, på en måde, som har bred appel. Det hænger også sammen med, at EU forventer, at de borgere, der jo i sidste ende betaler for vores arbejde, også skal forstå, hvad de betaler til,” forklarer Ulrich Krühne, lektor på DTU Kemiteknik og idémand bag filmene.
”Og så er filmene også et forsøg på at begejstre de lidt yngre mennesker.”
Filmserien er en del af to EU-støttede projekter, BioIntense og EUROMBR, der begge havde en indbygget forudsætning om, at en del af projekternes budget skulle bruges til formidling.
Forskning for alle
I begyndelsen fik idéen om en animationsfilm ikke megen medvind.
“Det spændende er, at den generelle reaktion netop var, at mange kolleger var bange for, at vi nu var ved at forfladige det, vi arbejder med. Sådan reagerede mange i starten,” siger Ulrich Krühne, men understreger, at det ikke varede længe, før kritikken forstummede:
“Vi prøver jo netop ikke at forfladige, vi vil bare gerne formidle bredt. Hvis folk vil se på det mere videnskabelige i det, vi laver, kan de jo gøre det andre steder hos os. Og derfor giver det mening, at vi rækker ud til folk, som vi ikke normalt adresserer,” siger han.
”Jo længere vi kom ind i projektet, jo gladere blev folk for det, og på konferencer og senest til Forskningens Døgn har vi vist filmen for både helt små børn og pensionerede forskere. Alle har fået noget ud af dem, og det har været et udgangspunkt for vores videre samtale.”
Ulrich Krühne lægger heller ikke skjul på, at kreativ formidling af forskning er noget, han vil fokusere mere på i fremtiden:
“Det var dyrt, ja, og det tog lang tid at lave, ja, og jeg har muligvis rejst til lidt færre konferencer, end jeg ellers ville, men jeg har fået meget bedre respons, og jeg har en meget glad projektleder i EU. Det her er helt sikkert noget, jeg ikke lige glemmer. Jeg er allerede begyndt at tage mere e-learning i brug og producere mine egne videoer til undervisning.”
Se filmene på worldofmicrofluidics.com