Unge fordyber sig i nanoteknologi

I denne uge møder 40 gymnasieelever ind på DTU for at deltage i NanoCamp 2009, der er arrangeret af Ungdommens Naturvidenskabelige Forening.

Omkring 40 engagerede gymnasieelever har valgt at bruge en uge af deres sommerferie på en anderledes måde: De laver eksperimenter og hører foredrag omkring nanoteknologi på NanoCamp 2009, som er en uges sommerskole, der varer frem til den 25. juli.

 

På NanoCamp 2009 bliver de unge præsenteret for nanoteknologien, hvor man arbejder med ting i nano-størrelsen (1 nanometer = 10-9m = 0,000 000 001m). De lærer både om teorierne bag denne spændende gren af naturvidenskaben, samt hvordan man arbejder med teknologien i praksis i dag.

 

”Det er spændende at afholde dette arrangement, fordi nanoteknologi har et stort potentiale, og fordi vi kan formidle naturvidenskaben på en langt mere interessant måde, end gymnasiets daglige pensum-ræs giver mulighed for,” udtaler Karin E. Ipsen, som er koordinator for campen. Hun har selv været deltager på NanoCamp i 2006 og er i dag arrangør i Ungdommens Naturvidenskabelige Forening (UNF), som afholder campen.

 

UNF formidler og udbreder interessen for naturvidenskab og teknologi, især blandt unge. Foreningen arrangerer bl.a. foredrag, studiebesøg og sommerskoler. Alle aktiviteterne arrangeres af frivillige, primært universitetsstuderende.

Deltagerne kommer fra gymnasier i hele landet, og en enkelt har taget turen helt fra Norge for at kunne være med. Populariteten af naturvidenskabelige sommerskoler har tiltaget over de seneste år, og der er typisk flere ansøgere, end der er pladser. NanoCamp er blot en af flere sommerskoler, som UNF har afholdt siden 2003, og de andre camps dækker bl.a. områder som bioteknologi, spiludvikling, astronomi, kemi og matematik.

 

Det faglige program byder på foredrag, ekskursioner og forsøg med avanceret udstyr. Derudover er der et væld af sociale aktiviteter, som giver deltagerne mulighed for at etablere nye bånd til andre unge med samme interesse.

 

UNF NanoCamp 2009 foregår fra den 19.-25. juli (uge 30) på DTU i Lyngby. UNF har lokalafdelinger i de fire største danske universitetsbyer, og de fleste medlemmer er unge på en gymnasial uddannelse. HKH Kronprinsesse Mary er protektor for foreningen.

 

For kontaktoplysninger se pressemeddelelsen.