At tage en uddannelse som civilingeniør er giver de bedste muligheder for at få succes i erhvervslivet, viser en analyse.
Ingeniøruddannelsen er den sikreste vej til et højtlønnet og ansvarsfuldt job i dansk erhvervsliv. Det fremgår af en analyse, som Dansk Aktie Analyse har gennemført for Jyllands-Posten.
Dansk Aktie Analyse har gennemgået seks af de mest efterspurgte uddannelser i erhvervslivet, og vurderet dem ud fra seks kriterier: Beskæftigelse, fuldførelse, studietid, antal topchefer/bestyrelsesformænd, der har den pågældende uddannelse, løn og international anerkendelse.
Ingeniøruddannelsen scorer samlet set bedst på de seks parametre, og indtager førstepladsen foran uddannelserne som jurist og økonom. De øvrige uddannelser, som er med i analysen, er cand.merc., matematik/fysik/kemi/datalogi og cand.merc.aud (revisor).
Direktør Peter Falk-Sørensen fra Dansk Aktie Analyse kalder civilingeniørerne for "de stille magthavere". Han vurderer ifølge Jyllands-Posten, at civilingeniørstudiet i fremtiden kommer til at udklække endnu flere toplederkandidater, og at man ikke mindst på DTU finder nogle af landets skarpeste hjerner, der i endnu højere grad kommer til at udfordre cand. merc.’erne på lederposterne.
”Det er slet ikke så nørdet længere at uddanne sig til civilingeniør. Tværtimod kan uddannelsen føre til tunge stillinger i erhvervslivet,” siger Peter Falk Sørensen til avisen.
Også de enkelte universiteter er blevet vurderet på seks kriterier, og her indtages de tre øverste pladser af henholdsvis Københavns Universitet, Aarhus Universitet og DTU.