Andreas Laustsen. Foto: Peter Dahlerup Firmafotografen

Danmarks sejeste ingeniør er uddannet på DTU

27-årige Andreas Laustsen er netop kåret som Danmarks sejeste ingeniør. Ifølge vinderen har studierne på DTU givet ham troen på, at man kan udrette noget i verden, hvis man følger sine drømme.

Efter måneders dyst kårer Engineer the future og Mediehuset Ingeniøren i dag for første gang Danmarks sejeste ingeniør. Blandt seks stærke finalister har dommerne valgt den 27-årige civilingeniør Andreas Laustsen, der er ph.d.-studerende på KU samt Biotek Entreprenør i biotekselskaberne Biosyntia ApS og VenomAb IVS. Med titlen følger et studierejselegat på 25.000 kroner.

”Andreas viser, hvordan ingeniører finder løsninger, der forandrer verden. Han har allerede i en ung alder vist, at han med sin teknologiske viden vil kunne redde liv. Samtidig prioriterer han at dele sin begejstring for ingeniørfaget ved at lave teknologisk undervisningsmateriale målrettet gymnasieelever. Det er meget prisværdigt,” siger Frida Frost, formand for Engineer the future.

Uddannet fra DTU
I en alder af 27 år har Andreas Laustsen allerede været med til at stifte to biotekvirksomheder, ligesom han er tidligere leder af organisationen Biotech Academy på DTU. En organisation der udvikler teknologibaseret undervisningsmateriale til gymnasieelever i bl.a. fysik, matematik og kemi.

Andreas Laustsen er uddannet civilingeniør (kandidat + bachelor) fra DTU inden for Anvendt Kemi og Teknisk Biomedicin med et gennemsnit på 12,0 og har i løbet af sine studier bl.a. læst et semester på Université Pierre et Marie Curie i Paris. Ifølge Andreas Laustsen har DTU fagligt givet ham en rigtig god og bred uddannelse samtidig med, at han har haft mulighed for at specialisere sig i lægemiddeludvikling:

Følg dine drømme
”Uddannelsen har styrket mine analytiske evner og gjort mig meget systematisk i mit arbejde. Ved siden af selve uddannelsen har DTU været med til at øge mit internationale udsyn og professionelle netværk. Og så har studierne gjort mig mere passioneret i forhold til mit arbejde og givet mig en tro på, at man rent faktisk godt kan udrette noget i verden, hvis man følger sine drømme.”

Som led i sin ph.d. forsker Andreas Laustsen frem til marts 2015 i giften fra den sorte mamba på Instituto Clodomiro Picado, der er en af verdens førende forskningsinstitutioner inden for gift- og modgiftsforskning. Hvert år bliver skønsmæssigt fem millioner mennesker bidt af slanger, hvilket koster op mod 100.000 af dem livet og fører til flere gange så mange amputationer Alligevel er forskningen i modgifte begrænset. Andreas Laustsens store drøm er derfor at udvikle en moderne biofarmaceutisk modgift, der vil kunne gøre en forskel for millioner af mennesker.

Hvorfor synes du, at det er vigtigt at blive uddannet som ingeniør?

”Mange videnjobs kræver, at man har evner inden for mange forskellige områder. Man skal typisk være god til at analysere, kommunikere, tænke kreativt og være god til at sætte sig ind i nye felter ekstremt hurtigt. Med uddannelsen som ingeniør får man træning i alle disse ting. For mig selv har ingeniørstudiet været enormt kreativt samtidig med, at det har givet mig en meget stærk faglighed.”

Læs mere om Engineer the future

Læs mere på Ingeniøren

Læs mere om kampagnen.