I en simuleret månemission tilbragte to arkitekter tre måneder i Nordgrønland for at teste deres fold-ud-månehabitat. Missionen, der blev hjulpet på vej af eksperter fra DTU Space, har vist, hvordan man kan skabe et miljø, hvor man ikke kun overlever, men også trives i rummet.
Temperaturen på Månens overflade varierer enormt. Om dagen kommer den op på 130 grader, og om natten falder den til næsten minus 160 grader. Her er ingen atmosfære, og den kosmiske stråling, som kommer fra universet, er radioaktiv. Derudover skal man kæmpe med meget fint månestøv i stil med vulkanaske, der trænger ind overalt.
De ugæstfri betingelser afskrækker dog ikke verdens rumnationer fra at drømme om at bygge beboelige baser til almindelige mennesker på Månen. Heller ikke arkitektfirmaet SAGA Space Architects. Sidste år testede de to arkitekter Karl-Johan Sørensen og Sebastian Aristotelis Frederiksen deres nyudviklede og arkitekttegnede habitat i området omkring en nedlagt titaniummine i det nordlige Grønland. Det skete med hjælp fra DTU Space.
Ambitionen var at undersøge, hvordan de ekstreme månelignende omgivelser påvirkede deres psykiske og fysiske velvære. Et projekt, der adskiller sig fra andre lignende projekter, der typisk undersøger, hvordan man overlever i rummet.
”Hvor alle andre rummissioner fokuserer på at få elektronik samt strøm-, vand- og iltforsyning til at fungere, har vi forsøgt at skabe et miljø, hvor mange mennesker vil kunne trives i rummet over længere tid,” fortæller Sebastian.
”Hvis man virkelig ønsker en vedvarende civilisation uden for Jorden, handler det ikke kun om at opfylde menneskers basale behov som mad, vand og ilt. Det handler også om at skabe livsglæde, psykologisk velvære og mentalt overskud.”
Det var en vild idé
Idéen om at bygge beboede miljøer i det ydre rum begyndte for Sebastian og Karl-Johan, da de studerede på Kunstakademiets Arkitektskole. I 2018 startede de SAGA Space Architects i København og vandt den internationale konkurrence Marstopia med ’Dandelion Shelter’. Her tegnede de et primitivt Mars-shelter inspireret af frøstanden på en mælkebøtte, mens overfladen var designet ud fra idéen om at høste statisk elektricitet fra støvog sandstorme på Mars. Senere tilbragte de to måneder på sommerskolen International Space University, hvor de sammen med ingeniørstuderende blev inspireret af oplæg fra rumorganisationer fra USA, Japan og Israel. I 2020 satte de sig for at bygge og teste deres eget månehabitat LUNARK i Grønland.
Inden de tog afsted, havde de dog brug for hjælp til at blive klogere på både rummet og Grønland. Dels skulle de vide, hvordan de kunne udvikle et prototypemånehabitat, der kunne opskaleres og fungere i rummet, og dels skulle de vide mere om Grønlands klimatiske forhold og problemerne omkring håndtering af bjørne, logistik, transport og redning med mere for at holde sig i live i den barske natur.
Gennem fælles venner fik de kontakt til Per Lundahl Thomsen, der er chefkonsulent på DTU Space. Han kunne trække på sin erfaring fra projekter som bl.a. Danmarks store rummission Atmosphere-Space Interactions Monitor, hvor man undersøger energiudladninger fra lyn og uvejr i rummet, samt satellitmissioner som Ørsted-satellitten, der har målt Jordens magnetfelt. Per skabte forbindelse til andre forskere fra DTU Space, der bl.a. overvåger klimaforandringer i Arktis, og med tiden blev rådgivningen fra DTU udvidet til også at omfatte organisering, risikoanalyse og tilladelser til at komme igennem Thule Air Base.
”Da Sebastian ringede og sagde, at SAGA Space Architects ville bygge et habitat i rummet, tænkte jeg: Hvor fedt er det lige. Det var en vild idé, ja næsten en vanvittig udfordring, men det er jo også ofte det, der skal til for at skabe et helt fantastisk projekt,” fortæller Per.
”Normalt er min rolle at være systemingeniør og projektleder og den, der får tingene til at hænge sammen. Jeg tænkte, at det kunne være en idé at hjælpe på den front og være med til at prioritere. Når man som Sebastian og Karl-Johan har store ambitioner, kommer man til et punkt, hvor man må prioritere for at få enderne til at mødes til sidst. Og det kan være svært, når man ikke har noget at sammenligne med.”
Helikopter kommer, når det er fuldmåne
Nogle af de største beslutninger, som Per og hans kolleger hjalp arkitekterne med, handlede om logistik, planlægning og udførelse af projektet.
Allerførst skulle de finde et sted på Jorden, der mindede om Månen. Valget faldt på Nordgrønland nær Thule Air Base, hvor de fik opfyldt betingelserne for at måle det reelle psykologiske stress, som astronauter bliver udsat for. Her er koldt, og man kan ikke være uden for habitatet særlig længe ad gangen. Lyssituationen minder om det konstante sollys på Månens sydpol. Mens der på Månen er 14 dages mørke efterfulgt af 14 dages lys, oplevede arkitekterne 30 dage, hvor Solen kun var lidt fremme, og derefter 30 dage, hvor de slet ikke så Solen.
Endelig er der et monotont is- og klippelandskab, som på mange måder ligner Månens golde overflade. Den sidste faktor, som gør Grønland ideel er, at der er totalt isoleret. Faktisk var de så langt væk fra civilisationen, at de kun kunne hentes hjem med en helikopter, når vejret en sjælden gang var stille, og der var lys fra enten Solen eller fra Månen.
Men en af de ting, der virkelig trak tænder ud, var strukturen på habitatet, som arkitekterne tegnede efter inspiration fra den japanske papirfoldekunst origami. Skallen består af kulfiberpaneler og kan foldes sammen i en container og udvides med 560 pct., når den bliver foldet ud. Det gør metoden ideel til også at transporteres i en raket. Som en krølle på halen blev habitatet designet så stærkt, at det også kunne holde til, at isbjørne og moskusokser gnubbede sig op ad det.
Habitat med teknologier
Habitatet blev fyldt med teknologier, som i fremtiden kan gavne vores velvære i rummet. En af teknologierne var et såkaldt Circadian Light System, der består af fem LED-paneler, som arkitekterne fordelte i habitatet. Her simulerede de en normal døgnrytme, der betød, at de oplevede skumring, solopgang, dagslys, solnedgang, skumring og nat i habitatet, selvom det var mørkt udenfor. Teknologien bliver i øjeblikket analyseret af et hold psykologer. Men efter Sebastians mening er effekten overbevisende.
”Som alle andre organismer på Jorden har mennesker en finjusteret 24-timers døgnrytme, som styrer en masse processer i kroppen som søvn, kropstemperatur og hormonproduktion. Hvis døgnrytmen bliver forstyrret, kan det få alvorlige konsekvenser for helbredet,” siger Sebastian.
”Lyspanelerne gav os forskellige lysintensiteter og spektre af lys. Om dagen øgede vi det kolde blålige lys, der fremmer produktionen af kortisol, som er det stof, der fremmer aktivitet og koncentration. Hen imod aften blev det kolde lys afløst af et varmt og gulligt lys, der fik niveauet af melatonin til at stige i kroppen. Det fik os til at føle os trætte.”
En anden teknologi, som arkitekterne testede, var, hvordan man kan bruge mental hygiejne ved hjælp af virtual reality. Bag pilotprojektet står DTU Space og Skejby Sygehus, der afprøver og dokumenterer, om teknologien kan bruges blandt astronauter i rummet på længere missioner. De første reaktioner fra Grønland viser, at Sebastian og Karl-Johan oplevede en nærmest terapeutisk effekt ved at se tre forskellige naturvideoer hver dag.
Almindelige mennesker i rummet
Håbet er, at de foreløbige resultater fra LUNARK kan være med til at hjælpe mennesker med at bosætte sig på Månen. Med tiden er det nemlig ikke kun specialtrænede astronauter, som skal ud i rummet, men også ganske almindelige mennesker.
LUNARK er ikke det eneste initiativ. Allerede nu arbejdes der på, at Månen fra 2024 bliver første stop for missioner længere ud i rummet. Et af initiativerne kommer fra NASA, der har en ambition om at udvikle mere permanente boliger på Månen. Det skal bl.a. ske med hjælp fra det danske arkitektfirma BIG. Også Rusland og Kina har afsløret et stort samarbejde om en ny international rumstation på Månen.
”Netop i disse år kommer flere og flere længerevarende missioner til Månen og på sigt også til Mars. Derfor er samarbejdet med SAGA Space Architects en kærkommen mulighed for, at DTU Space kan få erfaring med denne type projekter, når DTU i fremtiden skal gøre sig håb om opgaver på disse spændende missioner,” siger Per.
Men hvorfor skal vi overhovedet ud i rummet? Hvis man spørger Per, ligger det helt fundamentalt i menneskers natur, at vi udforsker:
”Udforskningen driver vores dagligdag, vores teknologi og hele evolutionen. Hvis man gerne vil have svar på livets store spørgsmål, er man nødt til at tage nogle udfordringer for at få svar på, hvor vi kommer fra, og hvor vi skal hen.”