Ny direktør for SCION DTU

Cand. mag, MPA Kim Høgh afløser 1. maj 2006 direktør Preben Pamsgaard som direktør for SCION DTU, landets største universitetsbaserede forskerpark. 

Efter 13 år som direktør for Forskningscentret ved Hørsholm – det nuværende SCION DTU - har direktør Preben Pamsgaard, 63, besluttet, at tilværelsen skal byde på nye udfordringer. Han har opfyldt de mål, han satte sig i 1993 for udviklingen af Forskningscentret og den 1. maj 2006 takker han af, og afløses af cand. mag, MPA Kim Høgh.

 

Preben Pamsgaard kan se tilbage på en succesfuld udvikling. Da han i 1993 blev udnævnt til direktør for ”Forskningscentret ved Hørsholm”, var der 15 virksomheder på centret, der beskæftigede 400 medarbejdere. I dag er der alene i Hørsholm over 80 videnbaserede virksomheder, der beskæftiger over 4.000 medarbejdere. I gennem de sidste 7-8 år har Centret ved Hørsholm målt på forskningsårsværk været det 5. største videncenter i Skandinavien.

 

Preben Pamsgaard var også idémand til og primus motor i fusionen mellem Forskningscentret og DTU, den fusion, der for 2 år siden blev til SCION: DTU, Danmarks første universitetsbaserede forskerpark. På mindre end to år er her skabt et miljø på DTU campus i Lyngby, hvor der foreløbig er lokaliseret 60 mindre forskningsbaserede virksomheder, der alle nyder godt af den tætte kontakt til DTU institutterne.

 

Den nye direktør, Kim Høgh, 50, har tidligere bl.a. været kommunaldirektør i Birkerød Kommune, direktør i Hørsholm kommune, udviklingschef i Københavns Kommune, og er pt. sektorchef i konsulentvirksomheden Right Kjaer & Kjerulf.

 

”Jeg har fulgt udviklingen i først forskningscentret og siden Scion:DTU på tæt hold i og er – som alle andre - imponeret over den udvikling, der er sket. Jeg glæder mig til sammen med medarbejderne at videreudvikle de rammer, hvor forskere, undervisere, iværksættere og studerende skal omsætte deres viden til at skabe ny vækst i Danmark.”, siger Kim Høgh.

 

Der bliver masser af udfordringer til den nye direktør, forudser bestyrelsesformanden.

 

Også ifølge bestyrelsesformand Jacob Holmblad, står SCION: DTU overfor en utrolig spændende udvikling. ”Regeringen har gjort det klart, hvad Danmark skal leve af i fremtiden og det bliver i høj grad på en bane, hvor SCION DTU er en vigtig spiller. De seneste spændende tanker om sammenlægning af universiteter åbner også mange muligheder, og jeg er sikker på, at SCION DTU nu med Kim Høgh i spidsen kommer til at yde et væsentligt bidrag, når stregerne på det nye, innovative danmarkskort skal slås”, siger Jacob Holmblad. 

 

Der holdes afskedsreception for Preben Pamsgaard i Søhuset på Scion DTU i Hørsholm den 21. april kl. 15 – 17.