"Kommer I hjem med pokaler, er det til hele ingeniørfaget. Det her er fremtiden."
H.K.H. Prins Joachim
Selvom DTU’s økobilhold allerede sidder på verdensrekorden i at køre længst på det, der svarer til en liter, med deres Dynamo-bil, vil de gøre det igen – og denne gang endnu bedre. Fra sidste års sejr med 612,3 km pr. liter, vil de i år forsøge at nå op på 650 km pr. liter. Et mål der er realistisk, ifølge de studerende.
Knastaksler og testkørsel
Det er blandt andet et nyt rullefelt, der har bidraget til en forbedring af bilen i forhold til sidste år. Et slags løbebånd for biler, som har gjort det muligt at køre talrige testkørsler. Også nye knastaksler og et regenerativt bremsesystem skal gøre sit til at få rekorden i hus, fortalte hjælpelærer på det kursus, der giver de studerende ECTS-points for at bygge bilen, studerende Nikolaj Dagnæs-Hansen:
”Som det ser ud nu, har vi en bil, der kører meget stabilt. Vi har lavet en elektromagnetisk kobling, der skal genanvende den energi, chaufføren bruger på at bremse, til at accelerere igen. Desuden har vi lavet nye knastaksler, der optimerer motoren til at køre med færre omdrejninger.”
'Grønne fingre' i motoren
Det er 30. gang at Shell inviterer studerende fra tekniske skoler og universiteter i hele Europa til Shell Eco Marathon, hvor de dyster i selvbyggede super-energieffektive bilers evne til at køre længst på det, der svarer til en liter benzin. Løbet afholdes i Rotterdams gader fra 15.-18. maj, og mere end 3000 studerende fra 24 lande deltager med 220 biler.
For 11. gang i træk stiller en bil fra DTU til start, og holdet er aldrig hjemvendt uden en pokal. Det er ’Urban Concept’-klassen, de studerende i år skal køre i, og her skal bilen matche de samme krav som en ’rigtig bil’. Den skal være lige så lang og høj og have fire hjul samt plads til bagage.
Både DTU’s Koncerndirektør for Innovation og Entrepreneurskab, Marianne Thellersen, kursets leder lektor Jesper Schramm og HKH Prins Joachim roste de studerende i Roadrunners for deres store engagement og talent for grøn bilkørsel – og de studerende modtog rosen med glade og lettere klatøjede ansigter efter mange sene nattetimer med testkørsel. Sidst bilen var ude at køre, var få timer tidligere, kl. 4 om morgenen. Flere på holdet havde ikke været i seng i flere dage i træk.
Det bliver dog ikke, før sejren er i hus, at de kommer til at slappe af, forsikrede de. Og det vil betale sig for hele branchen, sluttede H.K.H. Prins Joachim af med at fastslå:
”Kommer I hjem med pokaler, er det til hele ingeniørfaget. Det her er fremtiden.”