Danmarks Rumcenter har modtaget kæmpeordre på levering af rumeffekter til international satellitmission.
For tre år siden blev satellitmissionen Swarm, der er ledet af Danmarks Rumcenter (DRC), udvalgt til opsendelse af Det Europæiske Rumagentur (ESA) i 2010. Missionen består af en „sværm“ af tre satellitter, der skal kredse 400-550 km over jorden i fire år.
DTU har nu også fået kontrakten på at bygge de vigtigste måleinstrumenter på Swarm: vektormagnetometer og stjernekompasset, der skal bestemme magnetometrenes orientering i rummet. I samme anledning sendes der et indslag om Swarm i TV-avisen klokken 21:30 på DR i aften.
Formålet er at øge vores viden om jordens magnetfelt. Det har indbragt professor i rumfart John Leif Jørgensen den største ordre nogensinde – et to-cifret millionbeløb.
„Vi har leveret kompasset til stort set alle rumfartsnationer, og store firmaer har kopieret konceptet. Men i stedet for at patentere har vi speedet produktudviklingen op, så vores kompas i dag er ti år foran konkurrenternes,“ siger John Leif Jørgensen.
Han har da også modtaget mange anerkendelser for stjernekompasset. Sidst i 2004 da NASA ved en højtidelighed på DTU overrakte ham og hans forskergruppe en pris for „excellent performance“ i design og udvikling af to stjernekompasser til en amerikansk mission, GRACE, der måler jordens tyngdefelt.
Nye metoder til nøjagtige målinger
Hver eneste af de tre Swarm-satellitter måler retningen og størrelsen af jordens magnetfelt med en nøjagtighed, der er 5 til 10 gange bedre, end Ørsted-satellittens målinger.
Den store nøjagtighed er muliggjort af, at vektormagnetometrene på hver satellit måler magnetfeltet i forhold til stjernehimmelen ved hjælp af tre stjernekompasser. Stjernekompasserne er autonome og bygget, så de kan modstå den hårde partikelstråling fra rummet.
Udover den større nøjagtighed, som hver enkelt Swarmsatellit måler med, er samspillet mellem satellitterne og udviklingen af avancerede metoder til optimal kombination og fortolkning af målingerne afgørende for, at Swarm vil øge vores forståelse af jordens magnetfelt og dets ændringer.
Seniorforsker Nils Olsen, DRC, der leder disse undersøgelser, glæder sig:
„Vi kunne overbevise ESA om, at vores Swarm-koncept med tre ens satellitter i nøje definerede baner gør det muligt at kortlægge magnetfeltets finstruktur med en nøjagtighed, som ikke ville være mulig med en enkelt satellit.“
Stjernekompasset blev første gang afprøvet i 1995, hvor det blev opsendt på en NASA sonderaket – Thunderstorm – en testbænk for nye rumfartsteknologier. Siden har det intelligente instrument været ombord på mere end 30 internationale rummissioner, og i dag er det standardstyr i rumfartøjer verden over.
Vektormagnetometeret måler magnetfeltets størrelse i tre retninger. Det har vist sin formidable ydeevne ombord på Ørsted-satellitten, der på niende år sender data om magnetfeltet og i tre andre jordfeltsmissioner.