Anne Sloth Bidstrup er en af DTU’s frivillige fodsoldater, der vier sin fritid til at gøre universitetet bedre. Hun lægger 10 timer om ugen, siger hun. Denne uge var det ganske vist tættere på 30 - og sådan er det tit.
Der kommer bedre ingeniører ud af DTU, hvis de taler sammen, mens de studerer her, mener Anne Sloth Bidstrup, der selv går på kandidatuddannelsen Byggeteknologi. Nogle gange kræver det dog, at kontakten bliver hjulpet lidt på vej. Så det gør Anne. Vektor, hyttebums, festudvalgsformand, revy-ansvarlig, bartender, indkøbsansvarlig, rusbogsredaktør ... Siden sin studiestart i 2011 har hun knoklet for DTU’s sociale liv og stået i spidsen for alskens arrangementer, lige fra rusture til hovedrengøring af Diagonalen til revyen.
DTU bliver tit rost for sit studiemiljø – et studiemiljø, som i stor stil bliver løftet af frivillige kræfter, der knokler. Som Anne. Hun er drevet af sit eget ambitionsniveau. At hun gerne vil være med, hvor det sker - der hvor beslutninger bliver truffet, og hvor arrangementer får ben at gå på - og med en stædig insisteren sikre et højt niveau i det hele. Men hun er også drevet af en større idé: at skabe fællesskab, som styrker både den enkelte studerende og hele universitetet:
”DTU er en samling af mærkværdige mennesker alle mulige steder fra. Og mange af dem har måske været lidt tilbageholdende, inden de startede, og måske lidt nørdede,” siger Anne. ”Og man ser dem blomstre op på DTU. Det tror jeg, er fordi, der er nogen, der gider gøre noget for det sociale liv. At der er nogen, der tager initiativer til at sætte folk sammen, så de kan folde sig ud.”
"DTU har et sindssygt højt fagligt niveau. Og det sociale gør, at man kan holde det faglige ud."
Anne Sloth Bidstrup, studerende på Byggeteknologi
For Anne startede det hele med Bygrådet, studierådet for Byggeteknologi, og nogle månedlige møder på fire-fem timer. Gennem Bygrådet blev hun valgt til Fællesrådet i PF og involveret i flere månedlige møder. Så blev hun vektor, og møderne blev ugentlige. Og timeantallet steg betragteligt. Sideløbende var hun i festudvalget i Diagonalen, 1. kvadrants fredagsbar. På et eller andet tidspunkt blev hun indkøbsansvarlig. Så blev hun vektor igen, og så skulle hun være KABS, Koordinator af Bachelor Studiestarten. Her giver det ikke længere mening at tælle hverken timer eller møder. Da hun var færdig som KABS, dukkede revyprojektet op.
”Jeg vidste, at jeg skulle være med,” siger hun. ”Det kunne ikke være rigtigt, der skulle laves en revy uden mig.”
Revyen tog et år og krævede hårdt slid.
”Men det gik så godt,” siger hun. ”Det var så vildt at se så mange fremmede mennesker lige pludselig blive til en enhed, som lavede noget virkelig fedt. Noget, som jeg på en eller anden måde havde faciliteret.”
Det var det hele værd, fastslår Anne. Det er det som regel, virker det til.
Eliteniveau kræver socialt liv
Det er ikke nemt at studere på DTU, og de færreste kan komme igennem det uden et socialt netværk. Det vil Anne gerne være med til at skabe. Derfor bliver hun ved.
”DTU har et sindssygt højt fagligt niveau. Og det sociale gør, at man kan holde det faglige ud.”
Sådan er det i hvert fald for hende selv:
”Hvis jeg ikke kendte nogen og sad og spiste frokost alene hver eneste dag, var jeg stoppet på studiet for længst. Det sociale giver en faglig opbakning, som jeg sætter vanvittig stor pris på.”
Man skal jo have lyst til at tage til forelæsning. Og nogle gange er det bare vennerne, der trækker mere end det faglige, siger hun.
Beder om hjælp
Anne har også nået at starte et studieråd op for diplomingeniørretningerne Byggeri og infrastruktur og Eksport og teknologi, hvor hun har siddet som uofficiel formand i et år.
”Men nu er de selvkørende,” siger hun. ”Det har været så sjovt at skabe noget fra bunden og fantastisk, at det lykkedes, for det er et af de studieråd på Ballerup Campus, der virkelig fungerer.”
På et eller andet tidspunkt i den mellemliggende periode er hun blevet formand for Diagonalen. Og så står hun i spidsen for Roskilde Festival powered by DTU students. Det får hun godt nok penge for.
Selvom hun sjældent slider fysisk – altså lige bortset fra dengang, hun slæbte sprut for Diagonalen – kan de mange timers arbejde godt svie lidt.
”Det er hårdt, når jeg ikke har tid til det. Når jeg bliver nødt til at gå tidligt fra min grupperegning, fordi jeg skal nå at ringe til den her leverandør af et eller andet. Når jeg ikke har tid til at bruge den tid, det tager, og bliver nødt til at nedprioritere noget; så synes jeg, det er træls,” siger hun.
”Men jeg er blevet bedre til at bede om hjælp, så nu sker det ikke mere. Jeg kommer ikke derud.”
Kompetencer vs. ferie
Sidste efterår var Anne hyttebums på rusturen for det vektorhold, som efterfulgte hende. Det krævede en forberedelsestur – igen:
”Jeg ved ikke hvordan det føles at have efterårsferie uden at skulle noget. Det har jeg ikke prøvet, siden jeg startede. Heller ikke påskeferie, der er jeg altid på Optur.”
Det gør til gengæld ikke så meget, for det, hun får igen, er det værd. Uvurderlige kompetencer, kalder hun det.
”For eksempel at tale foran store forsamlinger. Det var jeg ikke særlig glad for engang, og nu har jeg det fint med det, fordi jeg har prøvet det rigtig mange gange. Når man er på en rustur med 150 russer, og de skal have beskeder hele tiden, så gør man det jo bare.”
Derudover har hun lært at styre projekter, samle tråde, lave regnskaber og budgetter og være chef.
”Det tror jeg, er fint at have forstand på,” siger hun.
For tiden laver Anne en hyttetur; hun skal til at gå i gang med den nye rusbog, og denne fredag aften skal hun tilbringe med at stå i baren i Diagonalen. I morgen, lørdag, skal hun være med til at gøre den hovedrent. Det synes hun, er okay, for hende og de andre holder fest bagefter. Det betyder til gengæld, at de så også skal rydde op søndag.
”Det er a never ending story,” griner hun.