Rent guld ved Venture Cup

Fire studerende fra DTU vandt torsdag den 3. juni Venture Cup med et projekt, der både løser et stort miljøproblem og hjælper fattige guldgravere i den tredje verden.

”Og årets vinder er… OroClean!” Den spændte tavshed, der fylder festsalen på Københavns Rådhus, splintres af et brøl. Et jubelbrøl, vel at mærke, fra de DTU-studerende, der i det øjeblik kan se sig 250.000 kroner rigere.

OroClean består af fire studerende fra kandidatuddannelsen Design og Innovation på DTU. De har gennem det sidste år arbejdet med at udvikle en forretningsmodel for en centrifuge, der kan adskille skidt fra guld – og samtidig gavner miljøet og guldgraverne.

”Det er et enormt sympatisk projekt. Man kan virkelig mærke, at det er lavet med hjertet og ikke pengepungen,” siger Thilde Nørgaard, som er produktchef for DONG Energys cleantech-afdeling og medlem af juryen i Venture Cup.

Hun roser projektet for at ville mere end blot sig selv og skabe værdi for andre end kun investorerne.

”Værdi er mere end blot kroner og øre. OroCleans projekt kan bidrage til at skabe en bedre verden ved at løse et konkret miljøproblem og samtidige hjælpe en udsat gruppe mennesker,” siger Thilde Nørgaard.

oroclean

Vinderen annonceres. Foto: Morten Aagaard Krogh

 

Fattige guldgravere

De mange selvstændige guldgravere i tredjeverdenslande i Asien, Afrika og Sydamerika står foran den samme udfordring: De har en masse værdiløst muddervand, hvori der er en smule værdifuldt guldstøv. Det skal de have adskilt. Den gængse måde at gøre det på er ved at tilsætte kviksølv. Tungmetallet går i forbindelse med guldet, som de varmer op, så kviksølvet fordamper, og kun guldet bliver tilbage. På den måde bidrager de fattige gulvgravere med 30 % af verdens kviksølvforurening og udsætter samtidig sig selv for en enorm sundhedsfare.

OroClean kan løse dette problem på en billig, realiserbar måde. Løsningen er en centrifuge, som adskiller guldet fra mudderet på samme måde, som vaskemaskinens centrifugeprogram adskiller vandet fra vasketøjet.

orocloean-1451.jpg 

OroClean, fra venstre mod højre:  

Jeanne Mia Lønstrup, Jakob Filippson Parslov og Lærke Sofie Spaabæk Holstebroe. Trine Dyrholm, OroCleans fjerde medlem, kunne desværre ikke deltage i finalen.

Foto: Morten Aagaard Krogh 

 

Viljen til at lære og forandre

OroClean bekræfter, at en del af motivationen klart har været den gode sag.

”Det sociale aspekt har været en stor drivkræft. Det er virkelig et problem, som rører os,” siger Jeanne Mia Lønstrup fra OroClean.

Hendes holdkammerat Lærke Holstebroe er enig.

”Prøv blot at google kviksølvforgiftning, og se, hvad det gør ved mennesker. Symptomerne er forfærdelige, og deres børn bliver født med misdannelser,” siger hun.

Men det er mere end blot den gode sag, som har bragt OroClean derhen, hvor de er nu, siger OroCleans Jakob Filippson Parslov, som holdt den afgørende pitch til finalen.

”Det har været sjovt, nervepirrende og et stort kick – og så har det været en kæmpe læreproces,” forklarer han.  Det er der enighed om.

 

Næste stop Tanzania

 

orocloean-1442.jpg

Den glædelige nyhed bliver overbragt til OroCleans fjerde medlem, Trine Dueholm.

Foto: Morten Aagaard Krogh

 

De 250.000 kroner har hjulpet OroClean et langt stykke længere.

”Pengene bruges til at producere en prototype, som vi kan tage med til Tanzania og teste. Når vi har lavet de første forsøg og kan dokumentere centrifugens effekt, så bliver det lettere at finde investorer,” siger Lærke Holstebroe.

De studerende bag OroClean håber at kunne se de første minegravere med en OroClean-guldcentrifuge i løbet af et til to år.