Nyt website om fødevareallergi

Fødevarevirksomheder kan nu hente viden om fødevareallergi på en ny hjemmeside, der netop er gået i luften.

For at undgå, at fødevarer udgør en risiko for allergikere, skal fødevareproducenterne tænke på allergener i hele produktionskæden - lige fra produktudvikling til de færdige og mærkede produkter. Det kræver viden, og derfor har DTU Fødevareinstituttet udviklet hjemmesiden www.foodallergens.info.

 

"Da der endnu ikke er sikker viden om, hvilke mængder af en fødevare, der skal til for at udløse en allergisk reaktion, kan det være en meget svær opgave at vurdere, hvor stor en risiko et fødevareprodukt udgør for allergikere. Det kan også være svært for fødevarevirksomheder at håndtere utilsigtet indhold af fødevareallergener som mælk, æg og hvede, da sådanne ingredienser er svære at undvære i mange produkter," siger forskningsleder Charlotte Madsen fra DTU Fødevareinstituttet.

"Fødevarevirksomheder kan imidlertid gøre meget for at formindske risikoen. Det er baggrunden for, at vi har udviklet hjemmesiden, hvor der nu er hjælp at hente til at vurdere, håndtere og kommunikere om risici for fødevareallergener," fortæller Charlotte Madsen.

 

DTU Fødevareinstituttet har udarbejdet indholdet på hjemmesiden i samarbejde med en gruppe førende allergieksperter fra fødevareindustrien, patientorganisationer, kliniske centre og forskningsinstitutioner i Europa. Det er sket som led i EU-projektet EuroPrevall.

 

Se www.foodallergens.info

 

Læs pressemeddelelse fra DTU Fødevareinstituttet