DTU har med virkning fra 1. december ansat professor Thomas Lars Andresen som ny institutdirektør for DTU Nanotech.
Professor Thomas Andresen er DTU Nanotechs nye institutdirektør. Han har i en periode været konstitueret direktør på instituttet, hvor han tidligere var vicedirektør.
”Thomas Andresen er en person med en meget høj faglighed, og han har i sin tid på DTU demonstreret store evner til at opbygge nye forskningsområder,” siger DTU’s rektor, Anders Bjarklev, i anledning af udnævnelsen.
En innovationsstærk direktør
”Han har store ambitioner på instituttets faglige område, og han har desuden stærk ledelseserfaring, dels fra opbygningen af en af instituttets største faglige grupper, dels fra sin tid som vicedirektør. Thomas er internationalt orienteret, innovationsstærk og godt kendt med instituttet. Jeg har store forventninger til hans fremtidige indsats,” siger Anders Bjarklev.
"Thomas er internationalt orienteret, innovationsstærk og godt kendt med instituttet."
Rektor Anders Bjarklev
Thomas Andresen har gennem sin karriere modtaget flere priser for sin forskning, heriblandt i 2015 en af de prestigefyldte Sapere Aude topforskerbevillinger fra De Frie Forskningsråd.
”DTU Nanotechs ansatte er usædvanligt engagerede og er bærere af en kultur der er dybt forankret i seriøsitet og professionalisme. Jeg glæder mig til at udvikle vores kultur yderligere og arbejde med vores strategi indenfor forskning og undervisning,” siger Thomas Andresen, der betegner instituttets succes inden for forskning og innovation som ’enestående’.
”Med den rigtige fremtidige strategi og organisering tror jeg på, at vi kan nå nye højder indenfor en række forskningsområder, herunder avanceret materiale forskning. Vi har ideerne og forskerne til det, og vi skal forske til gavn for samfundet ved at skabe nye teknologier og nye virksomheder.”
Uddannet fra DTU og Auckland University
Thomas Andresens fagområde er drug delivery, det vil sige systemer, der skal bringe immunstimulerende molekyler frem til kræftpatienters egne immunceller og programmere disse til at genkende kræftceller.
Den nye institutdirektør er født i 1972 og blev efter sin kandidatuddannelse som kemiingeniør fra DTU og Auckland University ansat som leder af en forskningsafdeling i LiPlasome Pharma i Hørsholm, hvor han efter tre år blev udnævnt til forskningsdirektør.
I 2007 blev han ansat som seniorforsker på det daværende Risø National Laboratory, og året efter flyttede han til DTU Nanotech som seniorforsker. I 2012 blev han udnævnt til professor, og han er medstifter af virksomhederne Nanovi og Torque Therapeutics.
DTU-spinout lancerer ny teknologi til kræftbehandling
Opstartsvirksomheden Nanovi har netop fået godkendt en bionedbrydelig tumormarkør, der kan give en mere præcis stråleterapi for patienter med tumorer i lunger og spiserør. Læs mere.
Nanopartikler styrker immunforsvaret hos kræftpatienter
En ny type kræftbehandling med immunterapi er ved at blive udviklet på DTU Nanotech og vil blive realiseret gennem spin-out-virksomheden MonTa Biosciences. Her udvikler man nanopartikler, som stimulerer immunforsvaret, med det formål at helbrede patienter med metastatisk kræft. Læs mere.
Sapere Aude: 34,6 mio fra Det Frie Forskningsråd
Fire forskere fra DTU belønnes med Det Frie Forskningsråds Sapere Aude-bevillinger. Bevillingerne beløber sig til samlet omkring 34,6 mio. kroner til forskning i så forskellige emner som kvante-internet, kræftbehandling, spredning af informationer i sociale netværk og IT-sikkerhed. Læs mere.
Kræftbehandling handler om præcision
Kræftpatienter har udsigt til en mere effektiv strålebehandling med en ny teknologi, en markør i nanostørrelse, der afslører tumorers nøjagtige placering i kroppen. Læs mere.