ESBL-bakterier, som er resistente over for vigtige antibiotika til behandling af mennesker og dyr, spreder sig i Danmark. Hovedårsagen er et stigende forbrug af antibiotikatypen cephalosporiner, og konsekvensen er, at det kan blive svært at behandle mennesker og dyr for infektioner forårsaget af disse bakterier. Det fremgår af årets DANMAP-rapport for 2007.
Det første udbrud af klebsiellabakterier med ESBL blev konstateret i Danmark i 2007. I alt 33 patienter blev inficeret. Siden 2005 er ESBL-bakterier også set hos flere danske svin og kvæg, og antallet er steget fra 7 i 2006 til 23 i 2007.
Den stigende forekomst af ESBL-bakterier hos både mennesker og dyr skyldes et stigende forbrug af cephalosporiner. På sygehusene er forbruget mere end tredoblet på ti år til 1.984 kg i 2007. Til kvæg er forbruget af cephalosporiner fordoblet på syv år til 92 kg i 2007, mens forbruget til svin i samme periode er mere end femdoblet til 129 kg i 2007.
Stigende behandlingsproblemer
Både mennesker og dyr kan bære rundt på ESBL-bakterier i tarmfloraen uden at blive syge. Men fører de samme bakterier til en infektion, kan den være meget svær at behandle.
Dødeligheden blandt mennesker er ca. 20% ved blodforgiftning forårsaget af e-coli eller klebsiellabakterier. Men indeholder bakterierne ESBL, stiger dødeligheden to-tre gange.
”Vi står altså i en situation, hvor problemet måske kan synes lille i dag, men hvor vi ved, at konsekvenserne kan blive yderst alvorlige. Fortsætter brugen af cephalosporiner med at stige til både mennesker og dyr, vil forekomsten af ESBL-bakterier også fortsætte med at stige. Dermed stiger risikoen for, at cephalosporiner og penicilliner ikke længere vil være effektive til at behandle infektioner. Vi er derfor meget bekymrede over udviklingen”, siger overlæge Niels Frimodt-Møller fra Statens Serum Institut.
”Problemet bliver ikke mindre af, at der er flere mulige smittekilder. Mennesker og dyr kan blive smittet med bakterier, der herefter udvikler ESBL som følge af brugen af cephalosporiner. Disse ESBL-bakterier kan efterfølgende smitte både mellem mennesker, mellem dyr, mellem dyr og mennesker og via fødevarer. Vi ved imidlertid ikke, hvor udbredt bakterien er, og hvor hurtigt den spreder sig”, tilføjer professor Frank Møller Aarestrup fra DTU Fødevareinstituttet.
Udvidet medicinkontrol af dyrlæger
For blandt andet at dæmme op for disse problemer har Fødevarestyrelsen iværksat flere initiativer, herunder overvågning af dyrlægernes medicinanvendelse og udarbejdelse af behandlingsvejledninger til dyrlægerne. Styrelsen har desuden fra 2007 udvidet medicinkontrollen af dyrlæger med en supervisionsenhed for at mindske forbruget af blandt andet cephalosporiner. I behandlingsvejledningerne og ved supervisionsbesøg bliver dyrlægerne frarådet generelt at behandle med cephalosporiner.
”Det fremgår også af vores behandlingsvejledninger, at dyrlægerne i langt de fleste tilfælde slet ikke behøver at bruge cephalosporiner til dyr, da andre antibiotika er virksomme overfor sygdommene”, fortæller veterinærdirektør Jan Mousing fra Fødevarestyrelsen.
FAKTA OM ESBL
ESBL-bakterier er cephalosporin-resistente bakterier
Når mennesker og dyr bliver behandlet med antibiotika, udvikler bakterierne med tiden resistens over for antibiotikummet. Ved brugen af bredspektrede antibiotika, specielt cephalosporiner, bliver der således også skabt resistens over for denne form for antibiotika. Det specielle ved cephalosporin-resistens er imidlertid, at bakterierne også bliver resistente over for næsten alle almindelige typer penicilliner.
De enzymer, der skaber cephalosporin-resistens, hedder ESBL (extended spektrum beta-laktamase eller cephalosporinase). Cephalosporin-resistente bakterier som f.eks. e-coli, salmonella og klebsiella kan derfor omtales som ESBL-producerende bakterier, bakterier med ESBL eller blot ESBL-bakterier.
Stigende forekomst
I 2007 blev det første udbrud af bakterier med ESBL konstateret i Danmark. I alt 33 patienter blev inficeret. I 2007 blev også den første landsdækkende undersøgelse af ESBL-forekomsten på danske sygehuse gennemført. Undersøgelsen fandt, at 4,2% af e-colibakterierne og 5% af klebsiellabakterierne fra patienter med blodforgiftninger var ESBL-positive.
Indtil august 2003 var ESBL-bakterier i produktionsdyr eller fødevarer ukendt i Danmark. De første tilfælde stammede fra importerede dyr og fødevarer. I 2005 blev de første ESBL-bakterier fundet hos danske svin og kvæg. Siden er e-colibakterier med ESBL set hos flere danske svin og kvæg, og antallet er steget fra 7 i 2006 til 23 i 2007 ud af henholdsvis 1.540 og 1.175 undersøgte isolater.
En undersøgelse fra 2006 af 1.650 e-coli-isolater fra importeret og dansk kyllinge- og kalkunkød viser desuden, at 21 af isolaterne indeholdt ESBL - alle stammede fra importeret kød.
Stigende antibiotikaforbrug
På sygehusene er forbruget af cephalosporiner mere end tredoblet fra 592 kg i 1997 til 1.984 kg i 2007. Brugen af cephalosporiner er steget fra at udgøre 11% af det totale forbrug i 1997 til at udgøre 30% af totalforbruget på sygehusene på godt 6,5 tons i 2007.
Til kvæg er forbruget af bredspektrede cephalosporiner fordoblet de sidste 7 år, fra 41 kg i 2001 til 92 kg i 2007, og forbruget til svin er mere end femdoblet i samme periode, fra 24 kg i 2001 til 129 kg i 2007. Forbruget af cephalosporiner til svin er steget fra at udgøre 1,1 promille af det totale forbrug i 2006 til at udgøre 1,3 promille af det totale forbrug på 97 tons i 2007.
DANMAP 2007
Tallene stammer fra DANMAP-rapporten for 2007, der i år er udkommet for 12. gang. Hvert år opgør rapporten forbrug af antibiotika og forekomsten af resistente bakterier i dyr, fødevarer og mennesker. Bag rapporten står DTU Fødevareinstituttet, DTU Veterinærinstituttet, Fødevarestyrelsen, Lægemiddelstyrelsen og Statens Serum Institut.
DANMAP-rapporten er tilgængelig i pdf på: www.danmap.org