Hvordan kan man lettest og mest præcist måle og karakterisere menneskeskabte nanopartikler direkte på arbejdspladsen? Det skal forskere fra otte EU-lande udvikle nye metoder til i løbet af de næste fire år. Danmarks Tekniske Universitet, DTU, og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA, er med i EU-projektet NANODEVICE, som blev kickstartet på NFA i København den 14.-15. maj.
Øget brug af nanopartikler på arbejdspladser
Tekniske (menneskeskabte) nanopartikler har en række unikke egenskaber som gør, at virksomheder i stigende grad anvender dem i et utal af nye sammenhænge som fx i maling, tennisketsjere, byggematerialer og overfladebehandling. Der er risiko for at nanopartikler kan frigives til luften, både når de bliver fremstillet, håndteret som råmaterialer samt under efterfølgende anvendelse og destruktion. Det er derfor nødvendigt at kunne overvåge, om disse partikler påvirker arbejdsmiljøet.
Nye metoder til at overvåge menneskeskabte nanopartikler i arbejdsmiljøet
Hovedformålet med EU-projektet NANODEVICE er at udvikle nye metoder til at måle og karakterisere specifikke egenskaber for tekniske nanopartikler opsamlet fra luftbåret støv. Som grundlag for apparatudviklingen skal projektet også indledningsvist identificere toksikologisk relevante måleparametre, der kan inkorporeres i teknisk avancerede instrumenter. Måleapparaterne skal være bærbare og lette at anvende direkte på arbejdspladserne. Projektet skal blandt andet også undersøge, hvordan partiklerne spredes til arbejdsmiljøet.
Viden om nanopartiklers egenskaber og effekt skal øges
Der er god grund til at udvikle metoder til at overvåge tekniske nanopartikler i arbejdsmiljøet. Seniorforsker Keld Alstrup Jensen fra NFA forklarer:
”Vi ved, at små partikler kan være mere sundhedsskadelige end større, og at visse tekniske nanopartikler kan være specielt sundhedsskadelige. Men vi ved stadig alt for lidt om nanopartiklernes egenskaber og hvilke af disse der bedst beskriver hvordan de kan påvirke menneskers sundhed. Derudover mangler vi effektive metoder til blot at identificere og kvantificere en faktisk tilstedeværelse af tekniske nanopartikler i luften og dermed påvirker arbejdsmiljøet. Målet med NANODEVICE er at øge vores viden om de tekniske nanopartikler, deres toksiske egenskaber og give os velegnede redskaber til at overvåge dem i arbejdsmiljøet”.
Viden skal bruges til at beskytte arbejdsmiljøet
EU lægger stor vægt på, at resultaterne fra NANODEVICE-projektet bliver anvendt i praksis til at beskytte arbejdsmiljøet bedst muligt. Projektet har derfor en vigtig opgave med at formidle resultaterne og igangsætte, at forskere, administratorer og industri i fællesskab fastlægger metoder til og retningsliner for sikker håndtering og anvendelse af nanopartikler på arbejdspladser. Resultaterne vil derudover blive brugt til at revidere og udbygge internationale standarder for brug og håndtering af tekniske nanopartikler i virksomheder i Europa og gerne internationalt.
Fakta om NANODEVICE
Den fulde titel på NANODEVICE er “Novel Concepts, Methods, and Technologies for the Production of Portable, Easy-to-Use Devices for the Measurement and Analysis of Airborne Engineered Nanoparticles in Workplace Air”. Projektet er fireårigt og afsluttes marts 2013.
EU støtter projektet med 71,3 millioner kr. via det 7. Rammeprogram for Teknologi og Videnskab, Nanovidenskab, Nanoteknologi, Materialer og Ny Produktionsteknologi.
26 virksomheder og institutioner fra otte forskellige EU-lande deltager i NANODEVICE. Det finske arbejdsmiljøinstitut Työterveyslaitos, FIOH [http://www.ttl.fi/internet/english], er koordinator for projektet.
Fra Danmark deltager Danmarks Tekniske Universitet, DTU, og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA. Ud af de i alt 21 delprojekter er DTU Nanotech og NFA projektledere for hhv. et og to delprojekter, som udgør hhv. 3,8 millioner kr. og 2,3 millioner kr. af den samlede støtte til NANODEVICE.
Yderligere oplysninger se pressemeddelelse